dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Gode poster får borgmesterkabaler til at gå op efter valget

Formandsposterne er 'ligesom det fedt eller smør, der får det til at glide, når man skal have tingene til at lande til sidst', siger forskningsleder
7. NOV 2017 6.12

Fordelingen af poster i udvalg og bestyrelser er med til at få konstitueringerne til at gå op i kommunerne. Det gælder også en række poster i udvalg og bestyrelser, som kan være indbringende sidehverv for kommunalpolitikerne - de såkaldt gode ben.

Det er for eksempel poster i økonomiudvalget og de stående udvalg samt de kommunalt ejede forsynings-, havne- eller trafikselskaber. En formandspost i et udvalg kan i nogle kommuner for eksempel give omkring 200.000 kr. om året.

Ifølge forskningsleder Lene Holm Pedersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) er posterne vigtige for at få kabalen til at gå op i de nye kommunalbestyrelser.

- Når vi spørger kommunalpolitikerne selv, så er der en stor del af politikerne, der svarer, at fordelingen af bestyrelsesposterne havde betydning for konstitueringen efter valget sidste gang.

- Det er klart, at det, der er vigtigst, selvfølgelig er, hvordan folk stemmer. Men posterne er ligesom det fedt eller smør, der får det til at glide, når man skal have tingene til at lande til sidst, siger hun.

Fristelse?
Lene Holm Pedersen har været med til at lave undersøgelsen Kommunalpolitisk Barometer 2017. 864 nuværende kommunalpolitikere har svaret på, hvilken betydning fordelingen af poster havde efter valget i 2013.

23,8 pct. svarer, at det havde stor betydning for konstitueringen, mens knap 35,7 pct. svarer, at det havde nogen betydning. 6,5 pct. vurderer ligefrem, at fordelingen af poster havde afgørende betydning. Resten svarer, at fordelingen af poster ingen eller lille betydning havde.

Ifølge Jacob Torfing, professor på Roskilde Universitet, er udvalgsposterne vigtige i kommunerne, fordi det øger politikernes chance for at beskæftige sig med politik på fuld tid. Men handlen kan dog på nogle måder være til skade for demokratiet.

- Problemet er, at der kommer en faktor ind, der forstyrrer koalitionsdannelsen, som er udemokratisk, hvor nogle kan fristes til at gå med måske også i en politik, som de ikke er helt enige i, og som deres vælgere ikke er enige i.

Borgmestre og kommunalpolitikernes lønnede udvalgsposter er jævnligt til debat. Tirsdag skal Folketinget behandle et forslag fra EL om at modregne indtægter, som borgmestre får for at sidde i forskellige bestyrelser, i deres løn. DF, Alternativet og De Radikale er positive.

Forslaget følger en af anbefalingerne i Vederlagskommissionen, som sidste år blandt andet foreslog at sætte borgmestres grundløn op. Folketinget gennemførte forhøjelsen af grundlønnen, men anbefalingen om at modregne eventuel ekstraløn blev ikke gennemført.

Lønnen for borgmestre og regionsrådsformænd blev således forhøjet med 31,4 pct., da borgmesterlønnen ikke var steget siden 1994.

 

 


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/gode-poster-fr-borgmesterkabaler-til-at-g-op-efter-valget

GDPR