
GLADSAXE: Hvis en borger kommer ud for en ulykke og har en ulykkesforsikring, har forsikringsselskabet pligt til at henvende sig til kommunen for at betale kommunens udgifter til sygedagpenge.
Men det gør forsikringsselskaber kun sjældent. Derfor skal kommunerne selv inddrive pengene, for at få dem tilbage i kommunekassen. Det gør Gladsaxe Kommune i stor stil, og kommunen tjener derudover penge på at løse opgaven selv.
Gladsaxe Kommune har i flere medier været nævnt som et eksempel på en kommune, der ikke indkræver forsikringspenge for udbetalte sygedagpenge, de såkaldte regresindtægter for sygedagpenge.
Men kommunen har rent faktisk inddrevet godt otte millioner kroner de seneste fem år. Når Gladsaxe alligevel kom i mediernes søgelys, var det fordi kommunen i en periode i 2009 udskød inddrivningerne til fordel for andre opgaver.
Normalt ingen forældelse
Men det var et bevidst valg, fordi der ikke er nogen forældelsesfrist, hvis forsikringsselskaberne ikke selv henvender sig. Og i de få tilfælde, hvor de husker at informere, er forældelsesfristen tre år. Derfor er der intet tabt ved at holde en pause, og kommunen er allerede i fuld sving med at inddrive penge igen.
Alene i de første to måneder af 2011 er det blevet til 400.000 kroner, mens minimum to millioner kroner er klar til at blive inddrevet, et beløb som sagtens kan vokse betydeligt inden året er gået.
- Vi har i alle årene været fuld bevidste om at få pengene drevet ind. Derudover har vi også tjent minimum en kvart million kroner om året på at gøre det selv. Derfor kan vi da også kun opfordre andre kommuner til at inddrive pengene selv. Det er der god forretning i. For når forsikringsselskaberne i stort omfang undlader at fortælle os, at vi skal have pengene, er det ekstra vigtigt, at vi selv er oppe på tæerne, siger Serdal Benli (F), formand for Beskæftigelses og Integrationsudvalget i Gladsaxe Kommune.
Priserne for at få et advokat- eller konsulentfirma til at inddrive pengene svinger mellem 250.000 og tre millioner kroner om året for en kommune som Gladsaxe. Men Gladsaxe kommer kun til at betale 130.000 kroner i 2011 ved selv at inddrive pengene. Og det oven i købet i et år, hvor der er ekstra meget at inddrive, fordi der stadig er noget at indhente, efter en pause i inddrivelserne i 2009.
mou
Gladsaxe Kommunes regresindtægter for sygedagpenge:
2006: kr. 2.677.027,27
2007: kr. 2.879.105,65
2008: kr. 1.204.217,88
2009: kr. 0
2010: kr. 1.262.604,50
2011: kr. 393.523,00 (for perioden)
I alt kr. 8.416.477,90
Udestående pr 28.2.2011: Minimum 2 millioner kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.