
Af Arne Boelt
HJØRRING: Jeg betragter ikke Hjørring Kommune som et stykke udkantsdanmark uden fremtid eller håb. Tværtimod så bor jeg lige midt i Europas centrum, i porten mellem Norden og landene sydpå. Jeg bor i et landskabeligt smørhul, som hvert år tiltrækker i hundredetusinde af turister fra nær og fjern.
Jeg bor i en smeltedigel af kreativitet og nytænkning. Og rådne bananer er uddelt for, at andre kan skvatte i dem. Alligevel hilser jeg debatten om en bedre balance i Danmark velkommen. For spørgsmålet er, om Danmark som helhed har råd til skævvridning, tab af muligheder og udvikling som følge af en centralistisk ensporethed.
For selv i mit lille smørhul taler udviklingen sit tydelige sprog med et faldende befolkningstal, en kraftig stigning af ældre blandt vores borgere, landdistrikter under pres med forfald i landsbyerne, et lavere uddannelsesniveau og en evig trussel om lukning af statslige arbejdspladser. En udvikling der på en trist dag kan slå pusten ud af de fleste. For hvor er råderummet til at standse denne negative spiral? Her ligger kernen i problematikken. Den manglende mulighed for handling i kommunerne.
Lokale ryster på hovedet
Danmarks udviklingsmuligheder, hvor hele det geografiske potentiale bliver udnyttet, kræver mere end snuptagsløsninger og afgrænset debat om enkelt kommuner. Regering og folketing burde arbejde for, at hele Danmark har fornuftige betingelser - og så skal kommunerne turde prioritere, acceptere og indrette os efter, at der er befolkningsmæssige udsving. Men vi skal have råderummet til at indrette os, handle og udnytte hvert vort unikke potentiale.
Her er blandt andet en ændret udligningsordning helt central - kommunerne skal i videst muligt omfang sikres samme muligheder for at levere en god service. Er det dansk velfærd, at man i Københavns Kommune kan bruge knap 80 procent mere på pleje pr. ældre borgere, end vi har mulighed for i Hjørring Kommune?
Det kalder på lokal hovedrysten, når vi igen og igen skal høre den samme sang om, at ressourcerne er derude i kommunerne - det er blot et spørgsmål om at være mere effektive. Nej - vi kan ikke effektivisere os ud af det økonomiske førergreb, og den skæve fordeling af offentlige midler.
Lige muligheder og ordentlig service
Lige muligheder ville give den enkelte kommune incitament til at gøre det bedre end gennemsnittet. Give kommunerne råderum til, enten at sænke skatten overfor egne borgere - eller at yde en ekstra service. Dette vil igen give nogle mere kvalitative diskussioner om det kommunale serviceniveau - og ikke som i dag, hvor incitamentet primært bunder i ringe eller slet ingen mulighed for at finansiere en ordentlig service.
Hvis vi skal udvikle os som et helt og sammenhængende land, så er det vigtigt, at vi fastholder og udvikler statslige arbejdspladser i alle egne af Danmark, at der er mulighed for lange og mellemlange uddannelser i alle egne af Danmark, at dette er understøttet af en fornuftig infrastruktur med tidssvarende togforbindelser og her i Nordjylland eksempelvis en tredje limfjordsforbindelse. Det er vigtigt at der, fortsat er økonomiske og juridiske muligheder for at agere i forhold til nedslidte bygninger i landsbyerne, så kommunerne aktivt kan understøtte, at landsbyer og landskab kan 'transformeres' i takt med befolkningsnedgangen, uden social deroute og forfald.
Dernæst er det vigtigt, at vi i kommunerne tager handsken op, og aktivt har mod til at prioritere de lokale indsatser i lyset af, at vi med stor sandsynlighed bliver færre i årene fremover. Vi kan og skal ikke kunne tvinge folk til at bo her. Men vi skal dels have fornuftige rammevilkår og dels have modet til at lade vores byer udvikle sig forskelligt. Nogle byer vil skulle udvikle sig til bosætningsbyer med fred, ro, adgang til naturen og adgang til naboer uden at skulle 'dele hæk', hvor personer, der hellere pendler fra naturen til jobbet end omvendt kan bo.
Vi er ikke uinteressante
Andre byer vil skulle udvikle sig til rekreative områder, hvor familien Europa kan slappe af i ferier og weekends - og nogle byer skal være lokale dynamoer for udviklingen, med koncentrerede bycentre, der summer af liv året rundt, og rumme de offentlige tilbud til børn, unge og ældre. Ikke alle byer skal nødvendigvis rumme det hele.
Men vi mangler mulighed for handling, og frihed til at være unikke på, hvordan vi prioriterer vores service, kulturlivet, udvikling af ferieområder, detailhandel og bæredygtigt erhverv i kommunerne. Det er en nødvendighed at gøre op med den nuværende udligningsmodel, overveje og centraliseringens samfundsmæssige konsekvenser - ikke fordi det er synd for os her i udkanten af Danmarks magtcentrum, men fordi Danmark har brug for variationen og udnyttelsen af hele Danmarks potentiale.
For som Teaterdirektør Peter Schrøder fra Vendsyssel Teater udtalte, da han modtog Nordjyske Kulturpris i 2008: 'Kulturen trives faktisk over bæltestedet - altså den jyske ås - også selv om vi tit føler, at der er langt fra København og Christiansborg til de nordlige provinser. Medierne og politikerne på Christiansborg kunne måske få øjnene op for, at vi ikke er mindre begavede eller interessante i Danmarks yderområder'.
Borgmester i Hjørring, Arne Boelt (S)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.