
ESBJERG: Begge projekter nyder godt af dette tiltag, som tager hensyn til både miljøet og økonomien, oplyser Vejdirektoratet.
Region Syddanmark, Esbjerg Kommune og Vejdirektoratet har aftalt at genbruge de 18.000 kubikmeter lettere forurenet sand som bundsand under den nye vej til Esbjerg Havn.
Sandet graves op på remiseområdet i Esbjerg, hvor Esbjerg Kommune er i gang med at gøre klar til at Region Syddanmark kan bygge parkeringsfaciliteter tilknyttet Esbjerg Sygehus. Forarbejdet involverer bl.a. en sænkning af banen for at gøre plads til byggeriet og dermed fjernelse af en del overskudsmateriale.
Hovedparten af overskudsmaterialet fra remisen kan genanvendes til vejprojektet. Sandet er klassificeret som lettere forurenet, og normalt ville det skulle deponeres eller renses for at kunne blive genanvendt. Undtaget i tilfælde som dette, hvor det bruges som underlag for asfalten på den kommende vejforbindelse fra motorvejen ned til havnen. Mere præcist bliver sandet brugt under den nye vej, Ny Estrupvej.
Aftale sparer råstoffer og udgifter
Løsningen med at genanvende sandet kommer alle tre parter til gode. Vejdirektoratet kan spare på kostbare råstoffer i byggeriet og kommunen og regionen finder et gratis, sikkert og miljørigtigt opbevaringssted til sandet, der ellers skulle deponeres eller renses mod betaling.
Projektleder i Vejdirektoratet og ledende ingeniør for byggeriet, John Kjærsgaard, er glad for aftalen:
- Det er en aftale, som giver rigtig god mening hele vejen rundt. Vi sparer udgifter til vores begrænsede naturressourcer, og kommunen og regionen kommer af med sandet på en fuldt forsvarlig måde, siger John Kjærsgaard der pointerer, at det ville kræve 900 lastbilture med hver 20 kubikmeter sand at hente samme mængde sand i en grusgrav, som projektet nu modtager fra Remiseparken.
Derved skærer Vejdirektoratet ned for den lastbiltrafik, der ellers skulle forsyne byggeriet med bundsand og reducerer CO2-udledningen.
Sandet indbygges i vejen og kapsles ind under et lag af stabilgrus og flere lag asfalt. Selvom sandet er lettere forurenet, sikrer placeringen under vejen, at der ikke er nogen risiko for at forureningen spreder sig.
I maj afholdt Vejdirektoratet licitation for jordarbejdet på Ny Estrupvej, hvor sandet skal bruges. Vinderen af licitationen blev Per Aarsleff A/S, og firmaet får altså til opgave at bygge sandet ind i vejen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.