
FURESØ: Det er blot tre måneder siden, at Furesø Byråd godkendte en ny erhvervspolitik, og nu er der fuld damp på arbejdet med at omsætte den til konkrete handlinger og initiativer.
Som et led i realiseringen af politikken har kommunen ansat Flemming Ipsen, der med lang erfaring fra såvel det offentlige som private erhvervsliv har indsigt i alle aspekter af dét at starte og drive en virksomhed.
- Min væsentligste opgave er at målrette indsatsen, så vi kan koncentrere os om at sætte ind dér, hvor behovet er størst, og hvor det giver maksimal værdi for kommunens virksomheder og erhvervsdrivende, siger Flemming Ipsen.
Derfor gennemfører han over de kommende uger en undersøgelse blandt mere end 1200 virksomheder i Furesø Kommune. Svarene skal afdække de muligheder og udfordringer, virksomhederne oplever.
- Med analysen får vi et godt billede af udgangspunktet, og på den baggrund kan vi prioritere indsatsen, siger Flemming Ipsen.
Fem indsatsområder
Erhvervspolitikken koncentrerer sig især om fem indsatsområder: Bedre rammer for vækst - bedre muligheder for grønne erhverv - tiltrækningsstrategi og markedsføring - uddannet arbejdskraft - netværk og samarbejde.
- Det er indsatsområder med saft og kraft og masser af potentiale, men det er jo ’nemt nok’ at skrive det i en fin politik og skubbe den ind på reolen. Udfordringen er at få tingene til at ske, og her har Furesø Kommune virkelig rebet sejlene - bl.a. ved at ansætte sådan en som mig og ved at lave en handlingsplan, der supplerer politikken, men i høj grad også ved at fokusere på hele fundamentet for et godt erhvervsklima, nemlig et styrket samarbejde og samspil mellem kommune og erhvervsliv, siger Flemming Ipsen.
Den 61-årige erhvervskonsulent kommer fra lederstillinger i såvel det private som det offentlige erhvervsliv – senest Vejle Kommune.
mou
Fakta om undersøgelsen
1226 virksomheder får et spørgeskema.
575 af virksomhederne ligger i Værløse.
651 ligger i Farum.
703 er enkeltmandsvirksomheder
31 er I/S
337 er ApS
155 er A/S
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.