DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Fupbrak for 750 mio. og en ministeriel møgsag

Fupbrak for 750 mio. og en ministeriel møgsag

DEBAT Et grelt eksempel på Fødevareministeriets tjenstivrighed, når det gælder om at skaffe landbruget økonomiske fordele, har medført seriøse beskyldninger om fifleri med EU-brakstøtte for 750 mio. kr.
6. JUL 2012 7.19

Af Kjeld Hansen, journalist og gårdejer

Det er en ganske alvorlig sag, fordi den blev rejst af EU-kommissionen. Kommissionen havde på baggrund af revisionsbesøg i Danmark underkendt de meget lempelige brakordninger, danske landmænd nød godt af i årene 2002-2004. Ved at nægte at refundere de mange millioner, der for længst var udbetalt fra den danske statskasse til landmændene, satte kommissionen ekstra trumf på sine anklager.

Brakstøtten blev indført tilbage i 1990'erne for at dæmpe den voldsomme overproduktion af EU-korn. Det skulle ske ved at betale landmændene for at undlade at dyrke en del af deres kornjord. Sådan kom støtten imidlertid aldrig til at virke i Danmark, fordi Fødevareministeriet aktivt modarbejdede denne hensigt.

En af fiduserne i Fødevareministeriet gik ud på, at landmændene kunne tilmelde en masse tilfældige småarealer, der ofte ikke var reelt dyrkbare, som brakjord. På den måde opfyldte de den tvungne brakpligt, uden at det gik ud over deres kornproduktion.

Også den såkaldte fjernbrak blev introduceret af Fødevareministeriet. Her gik fidusen ud på at leje noget dårligt sandjord billigt, f.eks. i Vestjylland, i stedet for at udlægge den gode kornjord i Østdanmark som tvungen brak.

Samme støtte år efter år
Ifølge EU var det også meningen, at de udtagne arealer skulle veksle mindst hvert andet år. Sådan blev ordningen praktiseret i de øvrige EU-lande, men den daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) besluttede, at de danske landmænd kunne få støtte til de samme arealer år efter år.

Denne beslutning hang sammen med Fischer Boels stiltiende accept af, at der ofte ikke var tale om egentlig landbrugsjord, men halvnatur-arealer. Det kunne være mosejord eller andre sumpede arealer, der var taget permanent ud af omdriften, fordi de ikke kunne bære en traktor.

Disse fiduser blev forsvaret af både fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Kjer Hansen stillede sig ovenikøbet forarget an over for kommissionens underkendelse af de danske brakfiduser, som hun påstod, var opfundet for at gavne 'miljøet'! På hendes foranledning anlagde den danske stat erstatningssag mod kommissionen ved EF-domstolen.

Kornproduktionen faldt ikke
Men Fødevareministeriet stod med en rigtig møgsag. En række overbevisende kendsgerninger talte for, at der var blevet fiflet livligt med støttemillionerne fra EU. For det første viste tal fra Danmarks Statistik, at kornproduktionen i Danmark aldrig faldt, trods braklægning af op mod 10 pct. af landbrugsarealet. Det understøttede påstanden om, at det ikke var kornmarker, der blev taget ud af omdriften.

For det andet skønnede både det daværende Landbrugsrådet og Fødevareøkonomisk Institut, at højst en tredjedel af den braklagte jord reelt var dyrkbar. Hos Danmarks Miljøundersøgelser mente forskerne sågar, at blot 13-26 pct. af de braklagte marker ville kunne dyrkes uden videre.

Nogle kynikere vil måske mene, at den påståede fup med brakstøtten blot føjer sig ind i rækken af banale fiflerier, som Fødevareministeriet har lagt navn til gennem årene, men det er forkert. Denne sag indtager en helt særskilt rolle på grund af det enorme beløb, der var på spil.

Dommen faldt 3. juli 2012, og den gik Danmark imod. Udfaldet er især bittert for de danske skatteydere. Fødevareministeriet havde nemlig på forhånd sikret sig Finansministeriets accept af, at de mange millioner ikke ville kunne opkræves hos landmændene. For landbruget blev det en gratis omgang, men for skatteyderne en bitter pille at sluge.


Journalist og gårdejer Kjeld Hansen