'Miljøministeren har sammen med forligspartierne bag nationalparkloven besluttet hvilke myndigheder og organisationer, der skal være medlemmer af bestyrelsen i Nationalpark Thy. Forligskredsen tæller udover Venstre og det Konservative Folkeparti også Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF.
Beslutningen er truffet på baggrund af de høringssvar, som er kommet om Nationalpark Thy. Med udpegningen af medlemmerne til bestyrelsen, har miljøminister Troels Lund Poulsen (V) lagt op til en lokalt bredt forankret sammensætning med balance mellem de forskellige interesser.
- Mange har ønsket at komme med i bestyrelsen, og det kan jeg godt forstå – det bliver et spændende arbejde. Jeg har med opbakning fra forligspartierne valgt at sammensætte en bestyrelse, som kan varetage områdets interesser. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en balance mellem benyttere og beskyttere i nationalparken, og det mener jeg, at bestyrelsens sammensætning afspejler, siger Troels Lund Poulsen.
De udnævnte organisationer og myndigheder skal nu hver især indstille en mandlig og en kvindelig kandidat til bestyrelsesposten, og derefter vil miljøministeren afgøre den endelige personsammensætning.
Bestyrelsesformanden Ejner Frøkjær får således en arbejdsdygtig bestyrelse på 13 medlemmer samt én repræsentant fra det lokale nationalparkråd, som udpeges af bestyrelsen.
- Det har gennem hele processen med etableringen af nationalparkerne været vigtigt at forankre projektet lokalt. Med den lokale opbakning kommer engagementet og ejerskabet. Det skaber ambitioner og stolthed, som ingen statslig myndighed vil kunne skabe, siger Troels Lund Poulsen videre.
Nationalparkbestyrelsens første store opgave bliver at udarbejde en plan for Nationalpark Thy. Planen skal være vedtaget senest 31. marts 2010, og er herefter grundlaget for bestyrelsen arbejde.
De udvalgte organisationer som får en repræsentant i Nationalpark Thys bestyrelse er:
* Danmarks Naturfredningsforening,
* Friluftsrådet,
* VisitDenmark,
* Landbruget,
* Thisted Kommune,
* Skov- og Naturstyrelsen,
* Museet for Thy og Vester Hanherred, Thy
* Erhvervsråd,
* Netværk af aktive kystbyer,
* Støtteforeningen for Nationalpark Thy,
* Danmarks Jægerforbund og
* Dansk Ornitologisk Forening.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.