
HOLSTEBRO: Unge med fritidsjob har større sandsynlighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse end unge, der ikke har et fritidsjob. Sandsynligheden for at være i beskæftigelse som voksne er markant højere for indvandrere og deres efterkommere, som har haft fritidsjob, når der sammenlignes med gruppen uden job i fritiden. Og fritidsjob styrker integrationen.
Det er klart dokumenteret, og det er baggrunden for, at Holstebro Kommune netop har startet 'Projekt Fritidsjob'. Formålet med projektet er at give udsatte unge et tilbud om fritidsjob for at give dem kendskab til arbejdsmarkedet og en bedre platform til at vælge ungdomsuddannelse og erhverv. Projektet henvender sig til netværkssvage unge med anden etnisk baggrund end dansk og udsatte danske unge i 8.-10. klasse.
Regeringen har det mål, at 95 pct. af en ungdomsårgang fra 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. 'Projekt Fritidsjob', der foreløbig strækker sig frem til udgangen af juli 2012, er et af kommunens initiativer for at nå målet.
Louise Søndergaard er ansat som koordinator på projektet. Hun skal forsøge at skaffe fritidsjob hos egnens virksomheder.
Formidling af job skal gå begge veje
- Samarbejde med erhvervslivet er en forudsætning for, at projektet lykkes. Det er helt afgørende, at virksomheder stiller fritidsjob til rådighed, hvor de unge ansættes på ordinære vilkår, siger Louise Søndergaard.
I projektet oprettes der en jobdatabase. Den skal være grundlag for en formidling af fritidsjob, som går begge veje. Virksomhederne kan således kontakte Projekt Fritidsjob og ad den vej rekruttere en ung, motiveret fritidsjobber. Samtidig skal projektkoordinatoren rådgive og vejlede de unge, så de ved, hvad der venter dem på arbejdsmarkedet, og hvad der forventes af dem.
- De små årgange er på vej. I fremtiden vil der være brug for alle hænder til at opretholde vores arbejdsstyrke. Derfor er det vigtigt, at vi ikke overser den gruppe af unge, som Projekt Fritidsjob henvender sig til, siger Louise Søndergaard.
Projektet støttes af midler fra 'Den Nationale Ungeenhed'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.