
FOLKETINGET: Regeringen og Folketingets partier er efter sene forhandlinger natten til fredag blevet enige om en åbning af liberale erhverv i Danmark. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse og flere partiledere samt statsminister Mette Frederiksen (S) på de sociale medier.
- Er ualmindeligt glad for, at alle Folketingets partier her til aften (nat er det jo i virkeligheden nu) er enige om at udvide den første fase af genåbningen en smule, skriver Mette Frederiksen på Facebook.
- Ingen har lyst til at holde Danmark lukket en dag mere end højst nødvendigt. Men vi må ikke gå hurtigere frem, end at vi stadig kan holde epidemien under kontrol.
Den yderligere åbning er en udvidelse af fase et af genåbningen, som Mette Frederiksen præsenterede ved seneste pressemøde. Fra på mandag må flere virksomheder, der har været lukket siden midten af marts, åbne igen.
Det gælder ifølge Statsministeriet blandt andet: Frisører, køreskoler, domstole, Kriminalforsorgen med henblik på afsoning, forskningslaboratorier og 'visse liberale erhverv'. Dermed må restaurationsbranchen, højskoler og efterskoler vente på at åbne.
Statsministeriet uddyber ikke specifikt, hvilke faggrupper der får lov at genåbne, men der står, at 'de omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder'.
Yderligere retningslinjer for genåbning aftales i et såkaldt sektorpartnerskab med 'brancher, fagforeninger og relevante organisationer'.
Derudover skal der laves initiativer, der skal støtte ældre og socialt udsatte børn og unge og modvirke ensomhed, ligesom Familieretshuset vil åbne for blandt andet børnesamtaler.
Flere forhandlinger i næste uge
Forhandlingerne blev indledt klokken 20 torsdag, og her var partierne repræsenteret af deres formænd samt statsminister Mette Frederiksen (S). Forhandlingerne tog ifølge Jyllands-Posten udgangspunkt i ekspertberegninger og råd fra Statens Serum Instituts direktør, Kåre Mølbak.
Ifølge Statsministeriet vil partierne forsætte forhandlinger om genåbningens fase to i næste uge.
353 danskere er i øjeblikket indlagt på hospitaler for coronavirussmitte, heraf 92 på intensiv. 321 er døde af virusset. Siden 1. april er antallet af indlagte faldet.
Ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er 46.209 flere danskere ledige end før 9. marts, skriver DR.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.