Frederiksberg Have får legeplads til tre mio. kr.
'Det Kinesiske Lysthus' på legepladsen tegnet af firmaet UNO-UNIQA Group.
Foto: UNO-UNIQA Group

Frederiksberg Have får legeplads til tre mio. kr.

Frederiksberg Haves legeplads har i løbet af efteråret 2019 gennemgået en forvandling, og den er nu klar til at byde havens mange gæster velkommen.
21. DEC 2019 12.47

FREDERIKSBERG: Som en miniaturehave i den rigtige have er legepladsen i Frederiksberg Have nu igen klar til at byde havens mange gæster velkommen efter at have gennemgået en sand forvandling for tre mio. kr. i løbet af 2019.

Udformningen af legepladsen og aktiviteterne er blevet til på baggrund af en borgerinddragelse med opsætning af 'Ønskebænken' ved legepladsen, hvor havens gæster kunne komme med ønsker til, hvad legepladsen skulle indeholde, og blandt ønskerne var både gynger og rutsjebaner, som nu er en del af legepladsen.

Legepladsen er udviklet i et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Frederiksberg Kommune, og legepladsen er tegnet og skabt af legepladsfirmaet Uno-Uniqa Group. Projektet har kostet tre mio. kr., der blev afsat som en anlægsbevilling via finansloven sidste år.

Frederiksberg Have er et godt eksempel på, hvordan Slots- og Kulturstyrelsen har fokus på at udvikle slotshaverne, så de følger med tiden, men samtidig bliver opgraderet med respekt for den kongelige havehistorie.

- I Slot- og Kulturstyrelsen har vi ansvaret for Statens slotshaver og slotte, og det er vores opgave at sikre og bevare disse kulturhistoriske anlæg. Vi lægger også vægt på inden for de givne rammer, at følge med tiden og lytte til de behov og ønsker om tilbud, som havens brugere har, der kan gøre deres oplevelser i haverne bedre, siger vicedirektør Nikolaj Jensen, Slots- og Kulturstyrelsen.

MG

Fakta om Frederiksberg Have

  • Frederiksberg Have repræsenterer den landskabelige, romantiske have, som er en vigtig del af fortællingen om 400 års havehistorie i Danmark.
  • Grundtanken bag den nye legeplads i Frederiksberg Have er, at legepladsen skal være en miniatureudgave af den rigtige have, hvor hovedakserne og elementerne fra den omkringliggende have er genkendelige, og på den måde bliver legepladsen en del af den historiske fortælling om haven.
  • Legepladsen byder blandt andet på Frederiksberg Slot i ministørrelse, 'Det Kinesiske Lysthus' på sin helt egen ø, og 'Andebakkeøen', hvor man kan man få sig en gyngetur i en fuglerede, der symboliserer fiskehejrekolonien i Frederiksberg Have. Alle legeredskaber er skabt med det formål at stimulere børnenes fantasi, sætte kreativiteten i gang og udfordre børnenes motorik, mod og balance.
  • Den oprindelige legeplads indeholdt mange træer, som er bevaret, og der er nu plantet endnu flere buske og træer, så oplevelsen af den frodige, grønne have går igen, når man besøger legepladsen.
  • Frederiksberg Have er hvert år vært for omkring tre mio. besøg, og den er er dermed en af de mest besøgte haver i Danmark.
  • Slots- og Kulturstyrelsen vedligeholder, plejer og udvikler en række af statens slotte, haver og kulturejendomme – i alt 800.000 m2 og 500 hektar haveanlæg.
Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt