AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Peder Tind (V) finder inspiration hos de to tidligere S-borgmestre Uffe Stiener Jensen og Steen Wrist, inden han skal indtage borgmesterkontoret fra årsskiftet.
Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Fredericias nye Venstre-borgmester finder inspiration hos S-forgængere

Peder Tind vil være lyttende og inddragende og fremhæver to tidligere S-borgmestre som inspirationskilde til, hvordan han skal føre Fredericia fremad.
2. JAN 2026 7.30

FREDERICIA: Efter 10 år som borgmesterkandidat lykkedes det endelig Peder Tind (V) at veksle kandidaturet til et borgmesterjob, da han med et bredt flertal på tværs af byrådet og støtte fra både SF og Enhedslisten såvel som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance efter KV25 kunne lade sig udpege som kommende borgmester. 

Dermed kunne Venstre genvinde borgmesterposten efter 12 år med socialdemokratisk styre, hvor både Jacob Bjerregaard, Steen Wrist og Christian Bro har siddet på posten. 

Sidst Venstre vandt borgmesterposten, var ved KV09, da Thomas Banke som landets yngste overtog fra den mangeårige borgmester Uffe Steiner Jensen og 40 års S-styre.

Det er dog ikke Thomas Banke, Peder Tind peger på, når han skal fortælle om, hvor han finder sin politiske inspiration, inden han skal indtage borgmesterkontoret. Det er derimod to tidligere S-borgmestre, han peger på. 

Den første er Uffe Steiner Jensen, der var borgmester i mere end 20 år. 

- Jeg har kendt Uffe i mange år, og han plejede at sige, at vi kan løse næsten alt over en kop kaffe. Det er en tilgang, jeg på mange måder har taget til mig, fortæller Peder Tind. 

- Jeg tror på, at mange konflikter opstår, fordi noget er usikkert, eller at man ikke ved, hvor andre står. Hvis vi kan mødes om det runde bord og skabe en stærk tillid, så kan vi tage mange udfordringer i opløbet og på den måde skabe et fundament, vi kan skabe resultater på. 

I dag nyder byen særligt godt af resultaterne af de visioner, som byrådet under Uffe Steiner Jensens ledelse traf i sin tid. 

- De tog nogle ret visionære beslutninger omkring blandt andet Fredericia centrum og kommunens rolle inden for transport og logistik, som i dag er helt centrale for vores fremtid, siger Peder Tind og fortsætter: 

- Jeg glæder mig til, at vi også kan arbejde med hverdagens udfordringer, men også at turde at have ambitioner for fremtidens Fredericia, når vi kan se, hvordan vi i dag nyder godt af vores forgængeres modige beslutninger.  

Forhandlinger om det runde bord

Den anden socialdemokrat, Peder Tind gerne vil fremhæve, er Steen Wrist, der indledte den foregående periode som borgmester. 

- Vi havde mange politiske opgaver og beslutninger, vi skulle træffe, men jeg vidste altid, hvor jeg havde Steen. Jeg vil beskrive vores relation som et politisk venskab, der blev skabt gennem vores mange politiske samtaler, men også samtaler om alt muligt andet. 

- Vi bruger rigtig mange timer på vores arbejde i byrådet, så det at man har nogle gode relationer betyder meget, både socialt og politisk, fortæller Peder Tind. 

Samtalerne er derfor noget, han vil forsøge at holde fast i. Både for at skabe et tillidsfuldt rum, men også for at sikre, at alle ved hvor man har hinanden. 

Peder Tind vil derfor eksempelvis forhandle en budgetaftale i plenum, frem for som det tidligere har været praksis med partierne enkeltvis hos borgmesteren. 

Den tradition blev allerede brudt for to år siden, da et bredt flertal af partierne – vel at mærke uden om Socialdemokratiet og borgmester Christian Bro – fandt sammen og forhandlede en budgetaftale på plads. 

- Det var lidt et opgør med denne lidt gammeldags måde at gøre tingene på, hvor man enkeltvis bliver kaldt ind til eksamensbordet med borgmesteren og direktionen, siger Peder Tind.

Året efter fandt de samme partier igen sammen og forhandlede en budgetaftale på plads uden borgmesteren. 

Adspurgt om, hvem der tog initiativet til at forhandle budgetaftalerne udenom borgmesteren, svarer Peder Tind: 

- Jeg tror, vi alle havde en oplevelse af, at det var en outdated måde at gøre det på, og at vi hellere ville sidde sammen og se hinanden i øjnene, når vi forhandler budgetaftale. Det er ikke noget, jeg vil tage æren for, men et fælles ønske. 

Ledelse gennem dialog 

Peder Tind forventer at kunne tage meget med sig fra budgetforhandlingerne udenom borgmesteren. Både til inspiration og som varsel. 

- Jeg tror på ledelse gennem dialog, nysgerrighed og ved at være lydhør over for andre. Gratis busser, som var en del af budgetaftalen og har været en stor succes, er ikke vokset i vores baghave, men er et forslag, som Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten bar ind til bordet, hvilket jeg vil give dem kredit for, siger Peder Tind og fortsætter: 

- Det vigtigste er ikke, at jeg får ret, for jeg og Venstre har ikke alle svarene, bestemt ikke. Men dem kan vi finde gennem et stærkt samarbejde. Succes skabes ikke af enkeltpersoner eller af partier, men af mange i fællesskab. 

Af samme grund ønsker Peder Tind også at styrke borgerinddragelse, at indføre udvalgsmøder ude i lokalområder i stedet for på rådhuset, samt et borgerpanel. 

- Selvfølgelig er det os politikere, der i sidste ende skal træffe beslutningerne, men hvis borgerne føler sig inddraget fra starten, så har de også meget lettere ved at acceptere en beslutning, der måske ikke gik deres vej. 

- Jeg er overbevist om, at det at have en stærk samtale løbende er afgørende for, at vi får skabt forståelse og resultater. Det bliver derfor afgørende for mig som borgmester, at vi får skabt en tillidsfuld dialog, både internt i byrådet, men også mellem borgere og politikere. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fredericias-nye-venstre-borgmester-finder-inspiration-hos-s-forgaengere

GDPR