FAXE: Han var ansigtet udadtil, da Faxe Kommune sidste år måtte erkende alvorlige og systematiske fejl i flere hundrede sager på børne- og familieområdet.
Som formand for Børn- og Læringsudvalget stod Mikkel Dam (LA) på mål for en af de største skandalesager i nyere tid og kommunens håndtering af 670 fejlbehæftede sager.
Nu er han valgt til at stå i spidsen for hele kommunen.
Den 33-årige skolelærer fra Haslev blev topscorer ved årets kommunalvalg og leverede dermed også partiets anden borgmesterpost. Ikke på trods af børnesagerne, men ifølge ham selv netop fordi han tog ansvar, da tilliden var på sit laveste.
Ved siden af rollen som far til tvillinger og læreruddannet er han dermed også blevet billedet på en af de største politiske omvæltninger i kommunen i årtier.
- Folk må have tænkt, at det, vi sagde og gjorde, var fornuftigt – ikke kun i valgkampen, men hele vejen op til.
Et intenst valg
Valgkampen var ellers intens på en måde, som Mikkel Dam aldrig før har oplevet.
- Normalt kommer man ud til møder, hvor der stort set kun er partideltagere. Men den her gang var der virkelig mange mennesker, der var oprigtigt i tvivl om, hvor deres kryds skulle sættes, siger han.
Folkeskolen, børneområdet og den lokale debat om solcelleanlæg var blandt de helt store temaer. Men særligt de omtalte børnesager har altså defineret Mikkel Dams profil som politiker - både i offentligheden og internt på rådhuset.
- Det har betydet meget for folks tillid, at jeg tog ansvar, siger han og fortsætter:
- Men udviklingen skal vendes nu. Det er en af mine vigtigste målsætninger, og jeg er meget bevidst om, at jeg har fået et tydeligt mandat til netop det.
Væk fra cirkusset
At sætte en ny kurs for kommunen kræver mere end nye beslutninger, det kræver en ny politisk kultur, mener Mikkel Dam. En af hans største ambitioner for den kommende valgperiode er derfor et mere samlet byråd.
Og samlet står de allerede i en noget overraskende grad: Konstitueringsaftalen har hele otte partier bag sig - fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. Kun Venstre og Socialdemokratiet med samlet ni mandatter står udenfor konstitueringen, der rummer hele 16 mandater.
- Det er jo de store emner, vi skal løse. Det kræver ikke ideologiske markeringer, men samarbejde, siger Mikkel Dam og supplerer:
- Vi bliver nødt til at skabe et mere samarbejdende byråd. Folk har opfattet byrådet som lidt af et cirkus, hvor man slog hinanden i hovedet. Det går ikke, siger han.
Adspurgt til sin ledelsesstil siger han uden tøven, at han er jordnær, lokalt forankret og god til at kommunikere. Men Mikkel Dam er tilsvarende meget bevidst om sin største svaghed:
- Jeg er ikke verdens mest strukturerede menneske, erkender han.
- Jeg er nok lidt mere spontan af natur. Det kan være en fordel, men det er også noget af det, der gør mig mest usikker.
To klare mål
Når han ser frem mod nye valgperiode, står to ting meget klart for den kommende borgmester:
- Vi skal vende udviklingen på vores folkeskoler, og vi skal et helt andet sted hen med børnesagerne. Hvis vi ikke er der om fire år, bliver jeg målt på det.
Samtidig vil han ændre måden, kommunen arbejder på: åbne kalendere, kortere byggesagsbehandlinger, mere direkte borgerkommunikation og et budget, der ikke ligger i embedsværkets hænder, men hos det politiske niveau.
Der skal uden tvivl nye takter til, men han lægger heller ikke skjul på, at han også vil tage noget med sig fra sin Venstre-forgænger.
- Der er flere ting, jeg gerne vil tage med mig, men noget af det vigtigste fra Ole (red. tidligere V-borgmester Ole Vive (V)) er hans ordentlighed. Han formåede at skille sagen fra personen og skabe et rum, hvor uenighed ikke splittede fællesskabet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














