Forvaltningen i Vejen tager mere over under coronakrisen

Byrådsflertal bakker op om, at fagudvalg og byråd frem til 1. juli blot holdes orienteret om administrative beslutninger på en række områder.

VEJEN: Med et flertal på 24-3 har byrådet i Vejen bakket op om et forslag fra kommunaldirektøren om at overlade administrationen at håndtere mulighederne i de midlertidige bekendtgørelser, der er kommet under coronakrisen.

Det fremgår af sagsfremstillingen (punkt 6), at byrådet har godkendt, at administrationen 'håndterer mulighederne i bekendtgørelserne om håndteringen af covid-19, og at fagudvalg, økonomiudvalg og byråd holdes orienteret om status for anvendelsen af fravigelsesmulighederne'.

Blandt de nye muligheder, administrationen overtager, er, hvis det bliver nødvendigt, at aflyse rengøring hos ældre i en periode på grund af corona. I alle bekendtgørelserne er der indsat en såkaldt 'solnedgangsklausul', så de kun gælder indtil 1. juli.

En anden mulighed, administrationen kan beslutte at bruge, er at afvikle samvær med anbragte børn via elektronisk kommunikation - eller midlertidigt suspendere dem, samt at børn- og ungeudvalget kan afholde video- eller telefonmøder.

Tidsfrister og kadencer kan også afviges, når det gælder forebyggende sundhedsydelser for børn og unge, genoptræning efter udskrivning fra sygehus, alkoholbehandling, tilbud om plads på plejehjem, forebyggende hjemmebesøg m.v.

For bemyndigelsen stemte 24 stemmer, mens Claus Grimm (løsgænger) stemte imod, Anni Grimm (løsgænger) hverken stemte for eller imod, og Maya Ryom (EL) stemte hverken for eller imod med begrundelsen, at der ikke er mulighed for at evaluere forslaget.

Anni Grimm har i et læserbrev i JydskeVestkysten argumenteret med, at det er et 'stort ansvar at lægge på embedsværket, og det er i bund og grund utilstedeligt - synes jeg - at byrådet løber fra sit politiske ansvar'.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev