Med frikommuneforsøget har ni kommuner fået lov til at tilrettelægge en lang række kommunale opgaver, som de selv vil. Det er blevet til cirka 400 godkendte forsøg med alt fra nye måder at arbejde for optimal sygdomsforebyggelse, friere rammer for planlægningen af nye butikker, til færre krav og regler til kommuner, når de skal få ledige i arbejde.
Folketinget har i dag besluttet at forlænge forsøgsperioden til 30. juni 2017. Forsøgene skulle ellers afsluttes ved udgangen af 2015. Nu kan forsøgene løbe videre, mens de i 2016 evalueres, og regering og Folketing beslutter, hvilke forsøg der skal føre til lovændringer, der kan komme alle 98 kommuner til gavn.
- Frikommunerne fortjener en veltilrettelagt og grundig proces for det store arbejde, de har lagt i forsøgene. Jeg er glad for, at de nu kan fortsætte med at tilrettelægge arbejdet, som de gerne vil, og hjælpe borgerne som de gerne vil. Når Folketinget til sin tid beslutter, hvilke af forsøgene vi kan brede ud til resten af landet, er de fortsat i gang i kommunerne. På den måde undgår vi unødigt bureaukrati, og det er jo netop hele idéen med frikommunerne, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).
Forlængelsen betyder eksempelvis ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Vejle Kommune fortsat kan give borgere der modtager hjemmepleje, mulighed for at tilkøbe ydelser som fx hovedrengøring, snerydning og hjælp på ferieophold, og Fredensborg Kommune kan for at give de unge ekstra hjælp til at få en erhvervsuddannelse fortsætte med at betale lønudgiften til elevpladser i lokale virksomheder for unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år, som ikke selv kan finde elevplads på almindelige vilkår, og Odense Kommune kan fortsat tillade midlertidige aktiviteter som fx legepladser og historie- og kulturfaciliteter i større byområder under udvikling, for at gøre områderne mere attraktive for borgerne under de ofte langvarige udviklingsprojekter.
Frikommunernes egne evalueringer af forsøgene skal ligge klar ved udgangen af april 2016. Herefter foretager Økonomi- og Indenrigsministeriet en samlet evaluering, der skal danne grundlag for regering og Folketingets beslutning om, hvilke forsøg, der skal udbredes til alle kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.