

Hele Danmarks luftrum lukkes for civil droneflyvning i en uge efter flere hændelser med mistænkelig droneaktivitet. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Lukningen af luftrummet træder i kraft mandag og gælder frem til og med 3. oktober. Forbuddet gælder hele døgnet, lyder det.
- Jo færre droner, vi skal forholde os til, desto nemmere er det at håndtere. Og lige i den kommende uge står vi i en helt særlig sikkerhedspolitisk situation, siger transportminister Thomas Danielsen (V).
- Vi kan ikke acceptere, at fremmede droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, som vi har oplevet den seneste tid. På den måde fjerner vi risikoen for, at fjendtlige droner kan forveksles med lovlige droner og omvendt, siger han.
Bøde eller fængsel
Luftrummet lukkes efter bestemmelser i luftfartsloven, der giver transportministeren mulighed for at lukke enten hele luftrummet eller dele heraf, hvis det er nødvendigt for den offentlige sikkerhed.
En overtrædelse af forbuddet kan medføre bøde eller fængsel i op til to år, lyder det.
- Formålet med forbuddet mod civil droneflyvning er blandt andet at forenkle sikkerhedsarbejdet for politiet, så politiet ikke skal bruge kræfter på civile droner uden sikkerheds- og politimæssig relevans, siger justitsminister Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.
Forbuddet omfatter ikke militære droneflyvninger, statsluftfart med droner, herunder politimæssige og beredskabsmæssige droneoperationer, samt kommunale og regionale beredskabs- og sundhedsrelaterede droneoperationer.
Det vil desuden være muligt at søge dispensation hos Trafikstyrelsen i helt særlige tilfælde, lyder det.
I pressemeddelelsen lyder det, at det for eksempel kan være, hvis der er tale om "uopsættelige samfundsvigtige opgaver udført af kommercielle aktører".
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.