For første gang i fem måneder: Nul coronapatienter på intensiv

Myndighederne melder om 104 nye smittetilfælde, men der er ikke længere coronapatienter på intensivafdelinger.
15. AUG 2020 14.50
TEMA: Corona

Der er 104 nye smittede med coronavirus, men antallet af indlagte på intensivafdelinger falder med et til nul. Man skal fem måneder tilbage for at finde et lignende rundt nul.

I alt er 14 personer indlagt på sygehuse landet over, og det er uændret i forhold til fredag, oplyser Statens Serum Institut.

Der er testet 21.159 personer siden opgørelsen fredag. 

Antallet af nye smittede har været stigende de seneste to uger. Med undtagelse af to dage har antallet af nye smittetilfælde været et godt stykke over 100. Men nu ser stigningen ud til at være stoppet, sagde afdelingschef Tyra Grove Krause, afdelingschef ved Statens Serum Institut, på et pressemøde lørdag.

- Vi har set en opblussen i antallet af smittede i Danmark og flere lokale ophobninger. Nogle er under kontrol, og andre ser ud til at være ved at være det. Stigningen fra sidste uge ser ud til at være bremset op i denne, sagde hun.

Positivt

Professor i virologi Søren Riis Paludan, Aarhus Universitet, ser tallene som udtryk for, at det især er de raske og rørige, der for tiden smittes.

- Vi har ikke helt fået bugt med det øgede smittetryk, vi har set. Men omvendt bliver det heller ikke ved med at gå op.

- Vi har fået tallet stabiliseret omkring de 100 nye smittede, og heldigvis ser det stadig ikke ud til at føre til flere indlagte.

- I og for sig er det positivt, at vi kan håndtere det smittetryk, vi har nu, uden at det giver mere tryk på sundhedsvæsenet og flere kritisk syge, siger han.

Seruminstituttet har den seneste tid ikke opdateret tallene i weekenden, men nu gør man det igen.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev