ROSKILDE: Det er et elektronisk panel, som skal sikre, at kommunens øverste samarbejdsorgan, Hovedudvalget, hele tiden kan have fingeren på pulsen i, hvad medarbejderne mener.
Det er planen at gennemføre to-tre undersøgelser årligt i panelet og indtil videre har 640 ud af kommunens ca. 7.000 medarbejdere meldt sig til panelet.
Det er ikke meningen, at alle medarbejdere skal være med, men der skal være nok til at svarene kan repræsentere alle medarbejdere.
Den første undersøgelse i panelet er netop gennemført med en svarprocent på 86. Undersøgelsen har sat fokus på de initiativer, som Hovedudvalget har sat i gang i den nye Roskilde Kommunes første år:
Personalepolitikken
Trivselsundersøgelsen og fokus på nedbringelse af sygefravær
Medarbejderudviklingssamtaler
Sundhedsordningen
Kommunens kursuskatalog og brug af tilbuddene
Medarbejderbladet Kilden
Blandt andet viser undersøgelsen:
- at 97% har kendskab til kommunens sundhedsordning, og at 53% har benyttet et eller flere tilbud i ordningen. Topscorerne i sundhedsordningen er fysioterapi, motionscenter, sundhedstjek og kostvejledning
- at 51% af medarbejderne har deltaget i ét eller flere af kommunens kurser, som to gange om året udbydes i et stort kursuskatalog.
Giver fingerpeg
Formanden for Hovedudvalget, kommunaldirektør Henrik Kolind, ser mange muligheder i at bruge panelet fremover:
- I en kommune med 7.000 medarbejdere, der beskæftiger sig med alt lige fra børnepasning til ældre og byggesager kan det være utroligt svært at have fingeren på pulsen. Jeg tror et medarbejderpanel især kan bruges til at få nogle hurtige fingerpeg om, hvad forskellige personalegrupper mener om de tiltag, vi arbejder med i Hovedudvalget. Det er en moderne og smidig måde at skabe forbindelse fra bund til top i en virksomhed, siger kommunaldirektøren.
Næstformanden for Hovedudvalget, Niels Thulin, som til daglig er fællestillidsrepræsentant for lærerområdet:
- Vi har nu skabt et medarbejderpanel, der kan hjælpe os til at tage nogle diskussioner med kommunens ledelse ud fra et fælles udgangspunkt. De indsatsområder vi finder via medarbejderpanelet, vil være baseret på facts, som både leder- og medarbejdersiden nødvendigvis må forholde sig til. Samtidig har vi fået et fint redskab til at evaluere og evt. justere de tiltag, vi arbejder med i Hovedudvalget, som fx. kommunens sundhedsordning, siger Niels Thulin.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.