dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Finn Frandsen (Polfoto)

Flygtningepolitik får ekskluderet venstremand til at gå til De Radikale

Byrådsmedlem i Solrød Bo Nygaard Larsen er ikke længere løsgænger efter sit skifte til De Radikale
6. JAN 2016 17.33

SOLRØD: De Radikale kan nu glæde sig over at være repræsenteret i Solrød Byråd. Bo Nygaard Larsen, der i september sidste år blev ekskluderet af Venstres byrådsgruppe, er fra dags dato ikke længere løsgænger. De Radikale meddeler til Ritzau, at Bo Nygaard Larsen nu er radikal, og at han genopstiller i 2017.

Ifølge Bo Nygaard Larsen blev han i sin tid ekskluderet, fordi han i tv-programmet Deadline på DR2 kritiserede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstre-regeringens flygtningepolitik. Den påstand har Venstres byrådsgruppe afvist.

- Det er ikke en beslutning, der har været svær at tage. De seneste år har De Radikale været den nødvendige stemme, når det gælder menneskesyn, herunder forholdet til flygtninge, siger Bo Nygaard Larsen i en skriftlig kommentar.

Der graves grøfter mellem os og dem
Han bryder sig ikke om, hvordan andre partier taler om flygtninge, som fylder meget på grund af den aktuelle flygtninge- og migrantkrise, og som har ført til, at Venstre har strammet gevaldigt op på udlændingepolitikken.

- Det er beskæmmende at høre, hvordan politikere fra flere partier taler om, hvor mange penge flygtningene koster, og ikke så meget om, hvordan vi hjælper dem til et bedre liv.

- Naturligvis koster det penge at hjælpe medmennesker i nød, men når fokus er så ensidigt på penge, vil det grave endnu større grøfter mellem det, vi kan kalde os og de, siger Bo Nygaard Larsen.

Han glæder sig til til at være en del af De Radikale.

- Jeg har fået en fantastisk velkomst fra hele partiet, og jeg ser frem til at gøre De Radikale synlige i Solrød Kommune. Nu og frem til kommunalvalget næste år, siger Bo Nygaard Larsen.

For nylig blev den mangeårige Venstre-profil og nuværende europaparlamentariker Jens Rohde også medlem af De Radikale.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/flygtningepolitik-faar-ekskluderet-venstremand-til-at-gaa-til-de-radikale

GDPR