Flere kommuner afviser kategorisk at ansætte personer med en plettet børneattest. Det kan betyde, at unge, der har delt krænkende seksuelt materiale i forbindelse med den såkaldte Umbrella-sag, ikke kan få deres fremtidsplaner om at blive pædagog, skolelærer eller spejderleder opfyldt.
Det skriver Kristeligt Dagblad tirsdag på baggrund af aktindsigt hos de kommuner, der hører under Nordsjællands Politikreds og Københavns Vestegns Politikreds.
Det er her, en stor del af de mere end 1.100 sigtede i Umbrella-sagen kommer fra.
7 ud af de 16 kommuner afviser at ansætte personer til at arbejde med børn, hvis de har en plet på børneattesten som følge af en børnepornografisk dom.
'Bliver helt sikkert ikke ansat'
Eksempelvis skriver en direktør i børne-, kultur- og idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune, at 'personer med pletter på børneattesten ikke vil blive ansat'.
En administrationschef i Rudersdal Kommune skriver, at den 'pågældende helt sikkert ikke vil blive ansat'. Det samme siger Furesø, Ishøj, Herlev, Fredensborg og Egedal Kommuner.
De øvrige ni kommuner, der er vendt tilbage, skriver, at de vurderer ansøgninger fra sag til sag.
Kan være ulovligt
De syv kommuners kategoriske afvisning er potentielt ulovlig. Det vurderer Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.
- Der skal altid foretages en individuel vurdering, og det er derfor en overtrædelse af loven, når man entydigt generaliserer og vælger ikke at ansætte folk med en plettet børneattest. Men man må omvendt forestille sig, at det ofte vil være konklusionen, siger Sten Bønsing til Kristeligt Dagblad.
Mandag kunne DR beskrive, at unge dømt i Umbrella-sagen er bekymrede for deres fremtid.
De frygter, at pletten på børneattesten stempler dem som pædofile og derfor begrænser deres muligheder for at få beskæftigelse. Modsat domme på straffeattesten kan der gå op mod 20 år, før en plet på børneattesten slettes.
Umbrella-sagen tog sit afsæt i 2015, hvor tusindvis af unge på omkring 18 år delte sexoptagelser af to 15-årige med deres venner og klassekammerater over det sociale medie Facebook. I 2018 rejste politiet sigtelser mod flere end 1.000 unge. Flere unge venter stadig på, at deres sag skal for retten. 334 unge har per 1. januar i år fået en plet på børneattesten som følge af Umbrella-sagen, oplyser anklagemyndigheden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.