Det er en fremgang på fem procentpoint i forhold til undersøgelsen i 2005, og fremgangen gør sig gældende i alle regioner, oplyser Danske Regioner.
Patienternes indtryk af at være tilknyttet distriktspsykiatrien er forbedret, og også i pårørendeundersøgelsen er der små forbedringer. 52 pct. af de pårørende vurderer kontakten til distriktspsykiatrien positivt. Det er en fremgang på fire procentpoint i forhold til undersøgelsen i 2008 og seks procentpoint i forhold til 2005.
Selv om der er fremgang, og 83 procent af patienterne oplever tilknytningen til distriktspsykiatrien positivt, er der ifølge Flemming Stenild (SF), formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg, fortsat plads til forbedring. Ikke mindst i forhold til de pårørende:
- Pårørende er en vigtig ressource, og vi har i psykiatrien brug for, at de pårørende bliver støttet og informeret og tidligst muligt inddraget i behandlingen af patienten. Selv om tilfredsheden både blandt pårørende og patienter i psykiatrien er stigende, er det stadig et område, hvor vi bør forbedre os, især med hensyn til de pårørende. Derfor har vi også i Social- og Psykiatriudvalget på vores sidste møde valgt at fokusere på det, siger Flemming Stenild og fortsætter:
- Samtidig kan vi i undersøgelsen også se, at der er stor variation mellem afdelingerne i forhold til de pårørendes vurdering af kontakten, og det viser jo, at afdelingerne har noget at lære af hinanden.
mou