
KERTEMINDE: De seneste to år har nogle administrative medarbejdere i Kerteminde Kommune haft mulighed for at arbejde i en firedages uge. Nu afløses den midlertidige ordning af en ny, permanent en af slagsen, oplyser kommunen.
Det sker i form af en ny lokalaftale, der giver flere medarbejdere mulighed for fleksible arbejdstider. De seneste par års eksperimenter har været lærerige, og gevinsterne ved omlægningen har givet både arbejdsgiver og ansatte mod på en permanent ordning.
- Formålet er at tilbyde borgerne og virksomhederne større fleksibilitet i mødet med kommunen, samtidig med at vi skaber mere fleksible rammer for medarbejdernes mødetid og indretning af arbejdsugen. Vi er fuldt ud bevidste om dilemmaerne, og derfor bygger vi på frivillighed og ser firedages arbejdsugen som én ud af flere muligheder for fleksibilitet, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).
Forsøget i Kerteminde er blevet fulgt af forskere fra RUC, som i maj konkluderede, at det ikke kun rummer fordele at skære arbejdsugen ned fra fem til fire dage. En klar fordel er sammenhængende fri fra torsdag eftermiddag til mandag morgen – men fra mandag til torsdag kan det være svært at finde en god balance, lød en af konklusionerne.
Udfordre egen praksis
- Som noget nyt har vi aftalt en ”udfordringsret”. Vi vil nemlig generelt gerne udfordre egen praksis, og det må ikke blive herskende kulturer, plejer eller en enkelt leders præference, der bliver bestemmende for medarbejdernes muligheder. Udfordringsretten handler om at insistere på dialog om løsninger, siger kommunaldirektør Inger Marie Vynne om den nye aftale.
Ifølge hende har parterne været enige om hovedlinjerne, og at det er kerneopgaven – og dermed borgernes behov – som er bestemmende for, om det er muligt at løse opgaverne på fire dage i stedet for fem.
Lokalaftalen er indgået mellem Kerteminde Kommune, Djøf, AC, Bygningskonstruktørerne, HK Kommunal Midt og Dansk Socialrådgiverforening Region Syd og omfatter som noget nyt alle medarbejdere under forbundene.
Evaluering om to år
- Forsøgsordningen omfattede primært medarbejdere i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsafdelingen, mens den nye, permanente aftale omfatter alle medarbejdere under de fagforbund, som Kerteminde Kommune har indgået aftalen med. Andre fagforbund er velkomne til at tilslutte sig.
- De to ugentlige kompetencetimer, som indgik i den midlertidige aftale for medarbejdere på firedages arbejdsuge, afskaffes. Fremover skal alle medarbejdere – uanset om de samler opgaverne på fire eller fem dage – kunne redegøre for 37 timers arbejdsuge. Aftalen vægter fortsat kompetenceudvikling højt.
- Som noget nyt indføres en ”udfordringsret”. Den skal bidrage til, at praksis for hvad der er muligt udfordres i dialog på arbejdspladserne, herunder i MED-systemet.
- Senest om to år gennemføres en ny, forskningsbaseret og samlet evaluering i organisationen for at undersøge, hvad ”fleksibiliseringen” gør ved sammenhængskraften, herunder den faglige, organisatoriske og borgeroplevede kvalitet. Et løbende evalueringsdesign skal desuden sikre, at dilemmaer løbende bringes frem i lyset m.h.p. dialog og håndtering.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.