

Det er måske ikke en ny energiø, havvindmøllepark eller nationalt klimareduktionsmål, men kommunernes indsats i den grønne omstilling fortjener også opmærksomhed. Derfor har KL stiftet en ny klimapris, der hylder kommunernes grønne løsninger.
I alt blev 64 kommuner indstillet til prisen. De fire nominerede til første udgave af prisen er nu fundet. Det er Køge, Middelfart, Odder og Viborg, som er nomineret til prisen, der bliver uddelt ved Kommunalpolitisk Topmøde i næste uge.
- Jeg er glad for, at vi med den nye pris får mulighed for at fremhæve nogle af de mange dygtige og idérige kræfter ude i kommunerne, der hver dag knokler for den grønne omstilling, og som med lokale løsninger i allerhøjeste grad er med til at sikre et mere bæredygtigt Danmark, siger formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg, Birgit S. Hansen.
Jord er en begrænset ressource
Viborg er nomineret for sit arbejde med Nørreådalen, hvor man har formået at opnå en række samfundsmæssige gevinster på én gang gennem en helhedsorienteret plan.
Viborg Kommune tog for tre år siden initiativ til, at tre kommuner – Viborg, Favrskov og Randers – gik sammen med Naturstyrelsen og en stor mængde lodsejere om et 40 kilometer langt projekt langs Nørreådalen
De tre kommuner har arbejdet sammen og ved at inddrage lodsejere og bruge multifunktionel jordfordeling har opnået gevinster for både landbrug, natur, friluftsliv og klima. Projektet er stort og ambitiøst og har samtidig fokus på konkret projektrealisering i form af vådområder og lavbundsudtagning.
"Det er et meget flot eksempel på, hvordan man kan lykkes med at nå hele vejen rundt ved at samtænke hensyn, samarbejde og holde øjnene på bolden," lyder det i begrundelsen for nomineringen.
Vandet kommer
Mens vandet både presser på fra kysterne og gennem højere grundvand, er det nødvendigt at lave klimatilpasning, der beskytter boliger, bygninger og infrastruktur såvel som tager hensyn til naturen.
Det er Odder Kommune lykkedes med. Rathlousdaldæmningen blev indviet i 2020, som et af i alt seks projekter, der skal sikre Odder by mod oversvømmelser fra de to åer, der løber gennem byen. Dæmningen skaber et oversvømmelsesbassin, som bliver fyldt op ved kraftige skybrud. Dæmningen har desuden stor rekreativ værdi og er et lokalt tilløbsstykke – og det er uden at åens løb forstyrres.
"Løsningen har allerede vist sit værd i forbindelse med de seneste storme og har desuden inspireret en lignende klimadæmning i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvilket viser spredningspotentialet," lyder det i begrundelsen.
Småt er godt
Byggeriet fylder meget i klimaregnskabet. En løsning kan være, at bygge mindre. Det kan virke logisk, men det kræver mindre energi at varme en lille bolig op, der er behov for færre ressourcer og materialer, og man lægger beslag på mindre jord.
Det er altså en anden form for bæredygtighed, som Køge Kommune har taget fat i.
"'Tiny houses' er en spændende rolle som et nyt redskab i værktøjskassen til bæredygtigt byggeri og bæredygtig adfærd i fremtiden. Køge Kommunes projekt er et godt eksempel på, hvordan kommunen både skubber til udviklingen, samarbejder med lokale ildsjæle og faglige eksperter og dermed også videnopbygger til gavn for alle kommuner og andre, som gerne vil tage ”tiny houses” i brug fremover."
Ja tak i min baghave
En af de største udfordringer for kommunerne i den grønne omstilling er den lokale modstand, som samles under betegnelsen "Nimby" – Not-in-my-backyard.
Den kamp har Middelfart gået ind i – og vendt om. Kommunen har skabt grønne energifællesskaber sammen med borgerne, hvor kommunen har sat sig selv i spil på en ny måde og påtaget sig en aktiv rolle i at udvikle lokale borgerenergifællesskaber. Det er blevet til "Yes in my backyard".
"Kommunen har sat sig selv i spil på en ny måde, der på fornemste vis understøtter borgernes engagement i at fremme den grønne omstilling på energiområdet, som er en af de sektorer, der udleder meget CO2. Borgerenergifællesskaber er desuden en ny og spændende måde at organisere sig på, som kommunen her har påtaget sig en aktiv rolle i at udvikle lokalt," lyder det i begrundelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.