Produktionsselskaber, transportfirmaer, håndværkere og hoteller. Det er nogle af de virksomheder, der har haft økonomisk fordel af, at Den Vestdanske Filmpulje fra 2008-12 har uddelt 6,5 mio. kr. hvert år i støtte til film som En Kongelig Affære, Lars von Triers The Nymphomaniac, Max Pinlig-serien og tv-produktioner som Ludvig & Julemanden og TV2's kommende krimiserie Dicte.
Det fremgår af en ny rapport, som analysefirmaet Manto har lavet for Den Vestdanske Filmpulje på basis af en analyse af fem års filmstøtte og en spørgeskemaundersøgelse blandt film- og medievirksomheder i Midt- og Nordjylland.
Rapporten viser, at filmpuljens støtte på 32 mio. kr. siden 2008 har skabt et forbrug på 124 mio. kr. i jyske virksomheder. For hver krone, der investeres i filmproduktion, bruges der med andre ord 3,9 kr. regionalt. Denne faktor er en af de højeste blandt de skandinaviske filmfonde. Forbruget har resulteret i en beskæftigelse svarende til 149 fuldtidsstillinger i Midt- og Nordjylland.
Fra transport til håndværkere
Det regionale forbrug kommer blandt andet fra investeringer, som producenterne foretager, når de har fået filmstøtte. En stor del af investeringerne ender hos regionale turisme- og servicevirksomheder, hvor transport, ophold og forplejning tegner sig for 24 procent af det regionale forbrug, mens 20 pct. af det regionale forbrug går til håndværksvirksomheder i forbindelse med filmudstyr, locations og dekoration.
- Vi har fået tal på det, vi kan se omkring os. Film- og medieproduktion er ikke alene kunst og gode historier. Det er også god forretning. Jeg håber at andre kommuner for øjnene op for det store potentiale for vækst, der er i dette område så vi kan holde momentum og sikre en forsat vækst i branchen og samfundet, siger leder af Den Vestdanske Filmpulje, Carsten Holst.
- Rapporten viser med alt ønskelig tydelighed, at kultur har et kæmpe potentiale for at skabe vækst. Den sætter en tyk streg under vigtigheden af, at Aarhus og hele regionen bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017, siger filmpuljens formand, Marc Perera Christensen (K).
Den Vestdanske Filmpulje støtter hvert år film- og medieproduktioner med 6,5 mio. kr. Målet er, at skabe udvikling og vækst i film- og mediebranchen i Vestdanmark, så der produceres og fortælles historier fra hele Danmark. Bag Filmpuljen står Aarhus, Vejle, Viborg, Hjørring, Frederikshavn og Holstebro kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.