dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Faxe risikerer tilsynssag efter alvorlige fejl på børneområdet

Ankestyrelsen har henvendt sig til kommunen med henblik på en udtalelse om 1.000 børnesager, der muligvis indeholder fejl.
12. DEC 2024 16.00

FAXE: Fejl på familieområdet kan nu føre til, at Faxe Kommune får en tilsynssag på halsen.

Kort fortalt er det specialiserede børneområde bl.a. blevet kritiseret for dets lange ventetider, mangelfulde sagsbehandling og områdets økonomi. Senest nåede udfordringerne nye højder i september, da en udvidet undersøgelse af familieområdet viste, at der var begået ’graverende’ fejl i stort set alle sager. Fejl, der betyder, at nogle familier ikke har fået det tilskud, de var berettiget til, mens andre familier har modtaget støtte, de aldrig skulle have haft.

Og nu kan de mange fejl altså måske medføre en tilsynssag til kommunen. På det seneste møde i børne- og læringsudvalget behandlede politikerne nemlig et brev fra Ankestyrelsen, der selv har valgt at gå ind i sagen.

- Vi er blevet opmærksomme på forholdene på baggrund af en artikel fra TV2 Øst den 19. september 2024, hvoraf det bl.a. fremgår, at 1.000 sager skal gennemgås, da kommunen har fundet fejl i stort set alle sager, skriver styrelsen i brevet til kommunen.

Ankestyrelsen skriver desuden, at det fremgår af artiklen, at gennemgangen af de 1.000 sager vil tage to til tre år, som dog kan vise sig at være en for kort tidshorisont, da tempoet i genopretningen kommer til at afhænge af, hvilke tiltag kommunen vurderer, der er behov for at tage i brug i de enkelte sager.

Mere konkret beder Ankestyrelsen byrådet redegøre for:

  1. hvilke konkrete tiltag kommunen vil iværksætte på baggrund af de forhold, som fremgår af artiklen, og
  2. hvilke overvejelser kommunen har gjort sig i forhold til tidshorisonten på to-tre år.

I et svar-udkast, der også fremgår af dagsordenen, skriver Faxe, at "byrådet ser med stor alvor på problemerne på det specialiserede børneområde." I samme ombæring nævnes flere tiltag som fx arbejdet med en udviklings- og genopretningsplanen, som er påbegyndt.

Kommune ønsker dialog

Som det seneste skud på stammen er endnu et tiltag dukket op. En idé fra en borger bliver nemlig til virkelighed i Faxe Kommune. 

Et nyt mødeforum under navnet "Familiepanelet" skal være med til at genoprette det specialiserede børneområde i kommunen efter mange års udfordringer. 

Sagen har nemlig ikke kun været en politisk hovedpine, men har også frustreret borgerne i byen. Og på et borgermøde om Faxe Kommunes genopretning af det specialiserede børneområde foreslog en borger, at kommunen burde lytte til borgernes oplevelser i en slags borgerpanel.

Det har nu resulteret i "Familiepanelet".

- Vi har kun én interesse: Det er at komme fuldt og godt igennem denne genopretning. Derfor er forslaget om et borgerpanel en rigtig god idé. Vi ønsker dialogen, og vi ønsker familiernes input, så vi kan skabe den kvalitet i vores sagsbehandling, som børn, unge og deres forældre har en berettiget forventning om, siger direktør Ida Byrge Sørensen. 

Frem til 8. januar 2025 kan man melde sig, hvis man er interesseret i at indgå i Familiepanelet.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/faxe-risikerer-tilsynssag-efter-alvorlige-fejl-paa-boerneomraadet

GDPR