Faglig direktør i SSI: Corona-udmeldinger var for optimistiske

Myndighederne handlede på baggrund af tilgængelig viden, påpeger faglig direktør i Statens Serum Institut.
13. MAR 2020 6.26
TEMA: Corona

Faglig direktør for Statens Serum Institut (SSI), Kåre Mølbak, erkender, at instituttet i bagklogskabens lys var for optimistisk i udmeldingerne om faren for spredning af coronavirus. 

Det siger han til Berlingske fredag. 27. februar sagde han derimod til Jyllands-Posten, at hans 'mavefornemmelse' sagde ham, 'at det ikke vil udvikle sig slemt i Danmark'.

Også tidligere har SSI meldt ud, at risikoen for smittespredning i Danmark var lille.

- Vi var tydeligvis for optimistiske i vore udmeldinger på det tidspunkt. Men jeg fortryder ikke, hvad jeg har sagt. Husk på, at det ikke alene var vores vurderinger, siger Kåre Mølbak til Berlingske.

- De var baseret på risikovurderinger fra Kina, Verdenssundhedsorganisationen, WHO, samt det europæiske center for sygdomsforebyggelse. Så vi stod jo på relativt sikker grund, mente vi.

Berlingske fremhæver også flere andre eksperter fra sundhedssektoren, der nedtonede virussets alvor og sammenlignede det med en almindelig influenza.

Torsdag blev en vidtgående hastelovgivning stemt igennem i Folketinget, mens antallet af bekræftede smittetilfælde nåede 674 i Danmark.

Også Jyllands-Posten har sat fokus på myndighedernes udmeldinger i forbindelse med virusset. I en artikel beskriver avisen, hvordan 139 danskere har taget smitten med hjem fra Østrig.

En smittet bartender
Her centrerer opmærksomheden sig særligt om en after ski-bar i byen Ischgl, hvor en smittet bartender kan have serveret øl og drinks for mange danskere.

Netop de mange danskere, der tog på ferie på skisportssteder, kan have spillet en rolle i forhold til den markante stigning i smittetilfælde i Danmark, skriver avisen.

Mandag blev Ischgl føjet til steder, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til.

Tyra Grove Krause, afdelingschef Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på Statens Serum Institut, siger til Jyllands-Posten, at man sidste weekend reagerede på beretninger fra andre nordiske lande om positive test i Ischgl.

- Vi spurgte de østrigske myndigheder, og de kendte ikke til tilfælde fra det område. Men vi tænkte, at der måske alligevel var et problem, siger Grove Krause til avisen.

På torsdagens daglige pressemøde afviste chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at de danske myndigheder havde undervurderet situationen med spredning af coronavirusset i Danmark.

- I bagklogskabens lys, tror jeg ikke, at jeg kan se, at vi har begået voldsomme fejl i forhold til vores risikovurdering og indrejsescreening. Det har været på et solidt grundlag, sagde Brostrøm på det daglige pressemøde.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt