FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune har fået antallet af såkaldt færdigbehandlingsdage ned fra 526 i 2011 til blot 48 sidste år. Det er et fald på 90 pct. Færdigbehandlingsdage betyder, at en patient bliver liggende på sygehuset, selvom han eller hun egentlig er parat til at komme hjem. Og det store fald glæder formanden for kommunens sundhedsudvalg, Anders Broholm (V).
- Der er både et økonomisk aspekt og et menneskeligt aspekt i det. Det økonomiske aspekt er, at vi som kommune betaler, når vores borgere er indlagt på sygehuset - også efter de er færdigbehandlede. Det menneskelige aspekt er, at det selvfølgelig er bedst at komme hjem i sit eget hjem, hvis man kan og hvis man er færdigbehandlet, siger han til DR Nordjylland.
Resultatet fremgår af Sundhedsministeriets årsrapport om sammenhæng i sundhedsvæsnet. Ifølge Anders Broholm har man i flere år gjort flere ting for at nedbringe de unødvendige dage på sygehusene.
- Blandt andet har vi oprustet i vores hjemmepleje og hjemmesygepleje, så man er parat til at tage over på de opgaver, som ligger, siger Anders Broholm.
Færre genindlæggelser
Også antallet af genindlæggelser er blevet mindre. Når patienter over 75 år forlader et sygehus i Frederikshavn Kommune, så er der en stadig mindre risiko for, at de vender tilbage. Kommunen var sidste år i landets top 3 over antallet af genindlæggelser blandt de ældste - og det får KL til at kigge mod nord.
- Frederikshavn er et godt eksempel, siger Christian Harsløf, social- og sundhedschef i KL, som vil samle de gode eksempler og formidle dem videre til de andre kommuner.
Og KL har allerede fået et lille indblik i, hvilke initiativer der har virket.
- Noget af det, vi har kunnet observere i Frederikshavn, er at man har kvalificeret sin sygepleje op. Man har fået et stærkere fokus på at arbejde målrettet i hjemmesygeplejen med at forebygge de her genindlæggelser, siger Christian Harsløf til DR Nordjylland.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















