FAABORG-MIDTFYN: Dagen før et budgetseminar sidst i august kom der nye skøn over kommunernes indtægter fra grundskyld. De betød, at Faaborg-Midtfyn pludselig havde 24,6 mio. kr. mindre at gøre godt med.
Det ændrede forudsætningerne for budgettet drastisk. Ifølge kommunen blev den hårdest ramt økonomisk af alle kommuner af de nye skøn, som skyldtes de nye ejendomsvurderinger.
Lige siden har borgmester Hans Stavnsager (S) forsøgt både at få genberegnet bloktilskud eller få kompensation for finansieringstabet og at få svar på, hvilket beregningsgrundlag skønnene bygger på. Dog uden held.
7. september sendte han et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V), og senere har han rykket begge uden at få svar. Nu har han sendt endnu en henvendelse, hvor også finansminister Nicolai Wammen (S) er på modtagerlisten.
Som anbefalet brev
Samtidig har forvaltningen sendt en anmodning om aktindsigt i de data og beregninger, der ligger til grund for de nye skøn. Den er sendt til Vurderingsstyrelsen som anbefalet brev.
- Vi er stærkt forundrede over de nye skøn. Ikke mindst undrer det os, at de rammer os i Faaborg-Midtfyn så meget hårdere end de kommuner, vi normalt sammenligner os med, siger borgmester Hans Stavnsager.
- Vi har ikke fået noget svar, og det her er en sag, som har alvorlige økonomiske konsekvenser for os. Derfor har vi nu set os nødsaget til at søge aktindsigt i stedet. Jeg synes, at Skatteministeriet i det mindste skylder os en forklaring på, hvorfor tallene ser ud, som de gør.
Han har også kritiseret timingen af de nye skøn.
- At udmeldingen kommer så sent i processen, hvor budgettet allerede har været i høring, vi allerede har afholdt borgermøder og så videre, er mildest talt problematisk. Vi har gjort vores forarbejde under helt andre forudsætninger, og det er i den grad problematisk for lokaldemokratiet, at situationen ændrer sig så meget på nuværende tidspunkt, lød det fra borgmesteren, da skønnene kom.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.