RINGKØBING-SKJERN: Det drejer sig om afskedigede fra virksomhederne Vestas Assembly A/S, Vestas Blades A/S, Vestas Control Systems A/S, Vestas Machining A/S, I.P.L. Transmissioner og Lind Jensens Maskinfabrik.
Pengene kommer fra EU's Globaliseringsfond, der skal støtte medarbejdere, som bliver afskediget som følge af globalisering.
- Ringkøbing-Skjern Kommune søgte om del i midlerne allerede i maj 2010, og vi har derfor ventet længe på pengene. Men vi har taget forskud på det, ved at jobcentret allerede har sat aktiviteter i gang inden for vejledning, afklaring og videreuddannelse, for at så mange ledige som muligt kan få gavn af pengene, der skal være brugt inden den 11. maj 2012. Det siger Erling Gaasdal (V), formand for Beskæftigelsesudvalget.
I samarbejde med Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern og Erhvervscentret er der udarbejdet et såkaldt mulighedskatalog. Her kan de afskedigede eksempelvis vælge mellem branchespecifikke kurser, videregående uddannelser og mentorordning i en virksomhed.
Pengene fra Globaliseringsfonden giver de opsagte medarbejdere en unik chance for at komme videre i arbejdslivet. Alle tiltag er nøje planlagt og skal hjælpe ledige ind i brancher med gode beskæftigelsesmuligheder.
- Disse tiltag ligger ud over det, som jobcentret i øjeblikket kan tilbyde de ledige, og det er dejligt, at bevillingen nu endelig er i hus. Der har været afholdt fire informationsmøder med ledige, som er omfattet af ordningen. Og vi er klar til at sætte de forskellige tilbud i værk umiddelbart efter sommerferien, siger jobcenterchef Ivan Thomsen.
Globaliseringsfonden har tidligere tildelt Danmark penge.
mou