
HOLSTEBRO: Under Holstebro Kommunes erhvervskonference var der forpremiere på tre nye kortfilm, som netop sætter fokus på de områder, hvor der i et tæt samarbejde mellem kommunen og erhvervs-, handels-, kultur- og uddannelseslivet skal gøres en særlig indsats for at skabe ny udvikling.
- Når filmene er finpudset, bliver de lagt på Holstebro Kommunes hjemmeside og på You Tube. Og så håber vi, at virksomheder i kommunen også vil være ambassadører for området ved at bruge filmene, når de er ude og promovere sig nationalt og internationalt, siger chefen for kommunens enhed for Erhverv og Turisme, Susanne Toftegaard Hansen.
Blandt de 10 bedste
Formanden for byrådets Udvalg for Erhverv og Turisme, John Thorsø, udtrykte visionen på konferencen således: 'Erhvervspolitikken skal ikke være et dødt dokument på hylden. Der skal skabes handling bag ordene i dialog med erhvervslivet.'
- Målet er, at Holstebro Kommune skal være blandt de 10 bedste erhvervskommuner i Danmark. Målet er ikke så langt væk. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri er vi i dag den 11. bedste, forklarede John Thorsø, og understregede, at motorvejen fra Herning til Holstebro, som ifølge planerne skal stå færdig i 2018, bliver det hidtil største erhvervsudviklings-projekt i Holstebro-området.
Ingen 'berøringsangst'
Borgmester H. C. Østerby (S) understregede i sin velkomst til konferencen bl.a., at offentligt-privat samspil er helt afgørende for vækst. Tidligere tiders 'berøringsangst' mellem, hvem der må og skal hvad, er fortid.
- I Holstebro Kommune har vi mange eksempler på ildsjæle og erhvervsfolk, der engagerer sig personligt i at skabe udvikling - ikke kun for sig selv, men for hele området. Vi lægger vægt på dialog - meget gerne om nye og utraditionelle veje for at skabe vækst i vores område. For det er vækst og udvikling i erhvervslivet, der skal betale de offentlige velfærdsydelser.
Han understregede, at der er gang i rigtig mange ting for øjeblikket, som i endnu højere grad kan styrke Holstebros rolle som dynamo for vækst i hele det nordvestjyske område. Som eksempler nævnte han, at Domstolsstyrelsen er ved at bygge en ny retsbygning i Holstebro, at Udbetaling Danmark snart går i gang med at bygge en afdeling, at et nyt sundheds- og akuthus i Holstebro og et nyt, stort butikscenter i Enghaven er på vej, og at byggeriet af det nye hovedkvarter for Midt- og Vestjyllands Politi forhåbentlig snart kan realiseres.
Tre kombinationer er vigtige
Ifølge kommunens nye erhvervspolitik er det tre kombinationer, der skal lægges særlig vægt på for at skabe ny udvikling, nye virksomheder og nye arbejdspladser i kommunen i de kommende år. De bygger på tre af de styrkepositioner, som er opbygget i kommunen gennem adskillige år - produktion og forædling af fødevarer, nye energiløsninger og Holstebro som kulturkommune.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.