dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En koordinator er central i en ny model for at hjælpe ældre borgere med komplekse problemer. (Arkivfoto)
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

En koordinator er essentiel, når ældre med komplekse problemer skal hjælpes

Social- og Boligstyrelsen har siden 2020 sammen med Vejen, Odder og Hvidovre udarbejdet en samarbejdsmodel, der nu er evalueret.
16. AUG 2025 10.42

Ældre borgere i en socialt udsat position har ofte flere samtidige og komplekse problemstillinger, og en ny model viser, hvordan man kan etablere en sammenhængende indsats til den type borgere.

Det oplyser Social- og Boligstyrelsen, som siden 2020 i samarbejde med Vejen, Odder og Hvidovre kommuner har udviklet samarbejdsmodellen, der giver en systematik for, hvordan man kan tilrettelægge en sammenhængende indsats til ældre borgere (50+), der lever i en socialt udsat position.

Kernen i modellen er udpegningen af en koordinator, der samler trådene og sammen med borgeren tilrettelægger et forløb. 

Problemstillingerne for de pågældende borgere kan fx være en kombination af psykiske lidelser, misbrugsproblemer, langvarig arbejdsløshed og måske hjemløshed i kortere eller længere perioder. Som oftest er det mennesker, der ældes tidligt, og mange er udover deres sociale og psykiske problemer også præget af fysisk sygdom.

Det er derfor også borgere, der har brug for hjælp på kryds og tværs af kommunen, og hvor der er et stort behov for, at indsatsen fra det offentliges side er koordineret og helhedsorienteret.

Projektet blev afsluttet sidste år og er nu også evalueret. 

Samarbejdsmodellen tager afsæt i en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang, hvor den enkelte borgers mål og drømme for sit liv er omdrejningspunktet for indsatsen.

Afgørende for modellen er udpegningen af en tværgående koordinator, der er ansvarlig for at samle trådene og tilrettelægge forløbet i samarbejde med borgeren. Det er derfor også koordinatoren, der har den primære kontakt til borgeren, og som i dialog med denne sørger for at afdække borgerens ønsker, håb og drømme for fremtiden – og dermed få identificeret de delindsatser, der er relevante.

Tillid tager tid

Det er vigtigt, at det er den samme koordinator gennem hele forløbet. Erfaringen fra projektkommunerne er, at borgerne i målgruppen ofte har haft behov for hjælp fra kommunen igennem mange år, og at en del af dem har opbygget en stor mistillid til systemet. Det tager derfor tid for koordinatoren at opbygge en tryg og tillidsfuld relation, som er afgørende for, om samarbejdet lykkes, og for at borgeren fx har mod på at være ærlig om egne ønsker og behov.

Grundstenen i forløbet er afholdelsen af tværfaglige netværksmøder med borgeren i centrum. Her drøftes de indsatser, der skal sættes i værk, og der indgås gensidigt forpligtende aftaler, som skal sikre, at indsatserne også realiseres. På mødet deltager typisk både ressourcepersoner fra borgerens eget netværk og en eller flere af de fagpersoner, som konkret kan støtte borgeren – fx en rusmiddelbehandler og en støtte-kontaktperson.  

Antallet af møder er ikke fastlagt på forhånd i modellen, men afhænger af udviklingen i den enkelte borgers situation. I projektkommunerne har der typisk været afholdt tre møder.

Også til en bredere målgruppe

Social- og Boligstyrelsen har gennemført evalueringen af projektet i form af interviews med deltagende borgere, fagprofessionelle og ledere og en survey, som over tid måler på borgernes recovery og trivsel.

Samarbejdsmodellen viser potentiale for at understøtte en helhedsorienteret, koordineret og sammenhængende indsats for borgerne i målgruppen. Det beror ikke mindst på tilbagemeldingerne fra fagpersonerne, der især fremhæver den positive rolle, som samarbejdet på de tværfaglige netværksmøder spiller for borgernes forløb.

Interviewene med borgerne viser, at de blandt andet oplever, at kommunen lytter til dem, at de bliver inddraget i deres forløb, og at kommunen handler og følger op på aftaler. Flere af borgerne fortæller, hvordan de er kommet tættere på at realisere deres mål og drømme.  

Det fremgår også af evalueringen, at kommunerne oplever, at modellen kan anvendes til en langt bredere målgruppe af voksne med komplekse problemer og ikke blot til ældre i socialt udsatte positioner. De kommuner, der har valgt at forankre modellen, anvender den derfor bredere end i projektperioden.

Hele evalueringen kan hentes her.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/en-koordinator-er-essentiel-naar-aeldre-med-komplekse-problemer-skal-hjaelpes

GDPR