Ekstraregning for busterminal havner hos passagererne
Fjernbusserne får en ny busterminal ved Dybbølsbro Station, men prisen er blevet højere end budgetteret.
Foto: Nima Taheri, Ritzau Scanpix

Ekstraregning for busterminal havner hos passagererne

Københavnsk busterminal til fjernbusser bliver 29 mio. kr. dyrere end budgetteret, og det skal betales af busselskaberne.

KØBENHAVN: En ny busterminal til fjernbusser ved Dybbølsbro Station er nu endeligt vedtaget i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation.

Her skulle der samtidig findes ekstra 29 millioner kroner til busterminalen, der i flere omgange både er blevet dyrere og forsinket. Og den regning besluttede politikerne at sende direkte videre til busselskaberne. Det skriver TV 2 Lorry.

Vejdirektoratet er bygherre for kommunen og budgetterede på forhånd med et samlet budget på 117 mio. kr., men efter licitation er præsen endt på 146 mio. kr. Der var dog ikke enighed i borgerrepræsentationen om at sende regningen videre til busselskaberne. I økonomiudvalget havde et flertal fundet millionerne i en kommunal pulje, men Borgerrepræsentationen ville det anderledes.

- De ekstra 29 millioner bliver væltet over på bustaksterne, så det reelt bliver dyrere at køre i bus til og fra København. Når vi nu har de nødvendige penge liggende i ubrugte puljer i kommunen, så ønsker vi konservative ikke at opkræve penge hos borgerne. Vi synes, at den kollektive trafik er dyr nok i forvejen, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) til TV 2 Lorry.

290 kr. pr. anløb

De ekstra millioner skal finansieres af takstindtægter fra busselskaberne. Det betyder konkret, at et busselskab skal betale omkring 290 kroner hver gang, de har et anløb til den nye busterminal.

Ifølge Movia er de tilsvarende takster i busterminalen i Oslo cirka 243 kroner, i Hamburg cirka 180 kroner og i Stockholm cirka 124 kroner.

Alle tre busterminaler har et højere serviceniveau end den planlagte busterminal ved Dybbølsbro Station, da de eksempelvis er bemandede, mens den nye busterminal i København vil være ubemandet.

Alligevel mener Enhedslisten, at det er det rigtige at sende regningen videre.

- København mangler i dén grad en bedre løsning omkring fjernbusserne ved Dybbølsbro. De stigende priser gør, at vi bliver nødt til at træffe en beslutning om, hvad der skal ske. Vi har allerede én gang bevilliget flere penge til byggeriet, og vi mener, det vil være en rimelig løsning også at bede busselskaberne bidrage til finansiere en lille del af de uforudsete udgifter, skriver Enhedslistens medlem af økonomiudvalget Stine Finné Toft i en sms til TV 2 Lorry og uddyber:

- Selv hvis et busselskab vælger at lægge hele finansieringen direkte over på brugerne, er det stadig muligt for busselskaberne at udbyde billetter til en meget favorabel pris.

Busselskaber: Det løber løbsk

Den holdning giver Dansk Persontransport ikke meget for. Busselskaberne har nemlig i forvejen taget hele ekstraregningen på sig for den nye busterminal med en medfinansiering på først 57 ud af 117 millioner kroner gennem dyrere takster, og nu får de altså ekstra 29 millioner på sig.

- Det her kan være dråben for busselskaberne og deres passagerer. Vi har hele tiden været indforståede med en medfinansiering, men det her løber løbsk. Det er forkert. Der er risiko for, at passagererne kommer til at betale for det hele med dyrere busbilletter, eller også så skubber det busserne helt ud af København, siger Lasse Repsholt til TV 2 Lorry.

Han er sektorchef for Dansk Persontransport, som blandt andre repræsenterer busselskaberne Flixbus og KombardoExpressen.

Vil overveje anden placering

Og netop KombardoExpressen, som kører fra Aarhus til København, er slet ikke sikker på, de i fremtiden vil benytte den nye terminal med det, som de kalder for en ´hovedløs beslutning i Borgerrepræsentionen'.

- Fjernbusser er en væsentlig del af den kollektive transport – og for Kombardo Expressens vedkommende også transport i målrettet grøn omstilling. Det virker hovedløst med åbne øjne at gøre det svært at drive en busforretning, som er med til at fjerne biler fra vejene. Det er samtidig meget svært at gennemskue prisen per anløb. Vi får i fremtiden en meget dårligere placering til en skyhøj pris. Det virker på ingen måde rimeligt og er svært at acceptere, siger Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef for KombardoExpressen til TV 2 Lorry.

- Vi vil nu dykke ned i denne beslutning og se, hvad vi kan gøre. Vi vil om muligt se os om efter en alternativ placering i København i forsøget på at undgå, at regningen for den nye terminal ender hos borgerne og de busrejsende, siger Jesper Maack.

Afhængig af entreprenøren forventer Københavns Kommune at kunne åbne den nye busterminal i juni-juli 2023 - knap to måneder senere end forventet.

ak