Ekstraledighed tæt på halveret siden starten på coronakrisen

Ekstraledighed tæt på halveret siden starten på coronakrisen

Søndag var der 157.838 tilmeldte ledige mod 183.008 da der var flest i maj. Top på kurven ved månedsskiftet udjævnet hen over ugen.
7. SEP 2020 11.28
TEMA: Corona

Med 157.838 tilmeldte ledige søndag er der nu 25.250 færre ledige, end da coronakrisens ekstraledighed toppede med 183.008 i maj. Der er dog stadig 26.066 flere end før uge 11, da coronaen ramte Danmark for alvor, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Ministeriet monitorerer dagligt beskæftigelsen under coronakrisen, og helt som ventet gav månedsskiftet i sidste uge en top på antallet af nytilmeldte ledige. Over de følgende dage i sidste uge faldt antallet af nytilmeldte dog til under det gennemsnitlige niveau for de foregående år.

I ugen inden månedsskiftet var den ekstra nyledighed negativ, altså færre nytilmeldte ledige end de tidligere år, trods coronaen. Et månder der i variationer har været gældende ved nu flere månedsskifter i træk.

Cheføkonom Troels Kromand Danielsen fra Nykredit afblæser på den baggrund en større stigning i ledigheden til efteråret, siger han til Ritzau. Helt at erklære coronakrisen slut er dog for tidligt. Der er stadig lang vej til, at tilstanden bliver mere normal, siger han.

Udviklingen i nytilmeldte ledige fremgår af kurverne over artiklen. Den sorte linje øverst viser antallet af nye ledige den pågældende dag, den stiplede linje er gennemsnittet for de seneste fem år, og den røde linje viser, hvor mange ekstra ledige der er kommet under coronakrisen. De dage, den røde streg dykker under nul, har der været færre ledige end de foregående års gennemsnit.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev