dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix

Efter svensk skoleskyderi: Beredskabsplanerne skal op af skuffen

Efter skoleskyderiet i Sverige bimler og bamler telefonerne hos rådgivningsfirma, og det er en god anledning for skolerne til at opdatere deres beredskabsplaner.
12. FEB 2025 11.30

Efter at 11 mennesker i Sverige mistede livet på deres uddannelsesinstitution d. 4. februar, er samtalen om skoleskyderier boblet op til overfladen igen i Danmark.

I 2024 var skoleskyderier for første gang med i PETs risikovurdering, og siden 2021 er landets skoler blevet kraftigt opfordret til at få opdateret deres beredskabsplaner af Undervisningsministeriet.

Angrebet i Sverige er noget, der får telefonerne til at ringe hos rådgivningsfirmaet SafeSec, der består af en gruppe pensionerede politifolk, som laver individuelle risikovurderinger af skoler og uddannelsesinstitutioner. 

- Skyderiet i Sverige giver høje skuldre hos kommunaldirektører og skolechefer rundt omkring, fortæller Kim Frederiksen, som er sikkerhedsrådgiver og ejer af SafeSec, til DK Nyt. 

Siden skyderiet i Sverige er antallet af kommuner, som SafeSec er i kontakt med, steget fra 40 til 50, men spørger man Kim Frederiksen, er det vigtigt ikke at gå i panik. 

- I et virkelighedsperspektiv har risikoen for et skoleskyderi i Danmark ikke forandret sig fra før til efter skyderiet i Sverige, fortæller Kim Frederiksen. 

Derudover peger Kim Frederiksen på, at vi i Danmark er rigtig gode til at forebygge skoleskyderier. Ikke med øvelser og dyre sikkerhedsforanstaltninger, men ved at fokusere på elevernes trivsel. 

- Vi forebygger skoleskyderier rigtig godt i dag. På skolerne ser vi lærere og pædagoger, der har fokus på, at de unge trives, er inkluderet i fællesskaber og har en god skolegang. Det mener vi er den største forebyggende faktor, siger Kim Frederiksen.

Tag dine forholdsregler

Selvom man ikke skal gå i panik, er det fint, at angrebet i Sverige giver anledning til at få kigget sine beredskabsplaner efter i sømmene, mener Kim Frederiksen.

I 2023 var SafeSec ude at påpege, at alt for mange skoler ikke er tilstrækkeligt forberedt. Siden da er indtrykket hos SafeSec, at det går fremad med at få opdateret beredskabsplanerne, men at der stadig er en tendens til, at planerne ligger i skrivebordsskuffen og bliver glemt.

Spørger man Friedl Ovesen, beredskabsrådgiver og ejer af rådgivningsvirksomheden Beredskabsgruppen, er der dog i den grad plads til forbedring.

- Skolerne er meget teoretisk og sporadisk forberedt. Èn kommune gør noget, og en anden kommune gør noget andet, siger han.

Friedl Ovesen har arbejdet i Hovedstadens Beredskabs eksterne undervisningsafdeling i 20 år, inden han startede sit eget rådgivningsfirma. Ifølge ham ser man tit, at skolerne har en beredskabsplan, som tager stilling til, hvordan man skal agere i tilfælde af et skoleskyderi, men de har sjældent øvet planen i praksis.

- Hvis man udfordrer dem og siger, "okay, vi leger, jeg er en skoleskyder, jeg kommer ind af døren med et våben nu. Hvad gør I?" Så svarer de, at det ved de ikke, for de har kun læst planen og afholdt et møde. For det meste har de ikke gennemgået den praktiske del af planen i deres egen bygning, forklarer Friedl Ovesen.

De to eksperter har lidt forskellige råd til, hvordan man skal forholde sig i kølvandet på skyderiet i Sverige. 

- Lige her og nu skal man nedsætte en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, som kan udarbejde noget praktisk materiale på deres skoler. De skal gå rundt på deres skole og gøre sig tanker om, hvordan man kan flygte, hvis det er uden risiko for at møde en eventuel gerningsmand, hvordan man kan barrikadere sig rundt omkring på skolen, hvis flugt er umulig, samt alarmere hele skolen på en gang, uden at det skaber panik. Uden alarmering af alle dør flere, og flere kommer til skade, da tiden er en afgørende faktor. De skal gøre sig nogle praktiske overvejelser, siger Friedl Ovesen. 

Kim Frederiksen peger derimod på, at man skal huske på, at den bedste og billigste forebyggelse af skoleskyderier er god trivsel blandt eleverne. Derudover råder han de kommunale ledere til at huske, at når skaden først er sket, er det for sent at opdatere sin beredskabsplan.

- Det er virkelig nu, man skal få opdateret de planer. Både Undervisningsministeret og PET er så eksplicitte om, at angreb på skoler er en reel risiko. Det er udfordrende at stå tilbage som ansvarlig skoleleder med en forældet beredskabsplan, hvis et angreb først har ramt jer. 

Gode råd fra Børne- og Undervisningsministeriets vejledning

Ifølge undervisningsmiljøloven har elever og studerende ret til et sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt undervisningsmiljø. Men loven stiller ikke krav til, hvordan dette sikres eller reguleres. Der findes dog en vejledning med en række gode råd. 

  • Hav et lokalt kriseberedskab med klare og enkle retningslinjer og en kendt ansvarsfordeling. 
  • Ved væbnet indtrængning er det vigtigt, at alle ansatte kender til ”flygt – gem dig – alarmér”-instruksen. 
  • Vælg og afprøv en varslingsprocedure, der kan igangsættes fra flere lokaliteter. 
  • Ansatte, elever og studerende er bekendt med de regler og procedurer, der gør sig gældende i en krisesituation.
  • Alle ansatte har øvet/simuleret forskellige tænkelige krisesituationer.

Dette var kun en lille udvalg af råd fra vejledningen, hele vejledningen kan læses her. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/efter-svensk-skoleskyderi-beredskabsplanerne-skal-op-af-skuffen

GDPR