

HOVEDSTADEN / KØBENHAVN: Danmarks Radio havde garderet sig mod at komme til at stå tilbage med regningen, hvis budgetterne for Eurovision skulle skride.
Samtidig var medarrangøren Wonderful Copenhagen så forhippet på at få det store show til København, at organisationen skrev under på at påtage sig hele den økonomiske risiko.
Det skriver Berlingske efter at have nærlæst den kontrakt, som Wonderful Copenhagen og DR indgik i september 2013.
Alt ansvar lå hos WoCo
DR valgte tirsdag at offentliggøre de omdiskuterede dokumenter efter pres fra flere politikere, og efter at en rapport fra Rigsrevisionen viste, at den endelige regning for showet endte på 334 millioner kroner.
Ifølge kontrakten sikrede DR sig, at hele det økonomiske ansvar for at omdanne de gamle skibsværftshaller på Refshaleøen, hvor showet blev afviklet, udelukkende lå hos Wonderful Copenhagen.
Desuden skulle turistorganisationens projektselskab, omtalt som 'Værtsby' i kontrakten, også betale for uforudsete udgifter.
'Udgifter til gennemførelse af sådanne supplerende indretninger eller udbedringer afholdes ligeledes af Værtsby, der bærer det fulde økonomiske ansvar herfor', står der i kontrakten ifølge Berlingske.
DR: Ikke vores ansvar
Projektselskabets oprindelige budget på 34,6 mio. blev overskredet med 102,4 mio. kr., mens DR holdt sig inden for sin økonomiske ramme på 197 mio. kr.
- Vi har intet ansvar for den budgetoverskridelse. Vi har overholdt vores budget, sagde Maria Rørby Rønn, generaldirektør for DR, tirsdag til TV 2 News.
Afdelingschef Pernille Gaardbo, der var DR's øverste ansvarlige for Eurovision, siger til Ekstra Bladets netavis, at hun har overholdt det budget, hun fik i forbindelse med arrangementet.
- Jeg har været ansvarlig for et budget på små 200 mio. kr. og det skulle dække det, vi skulle lave fjernsyn for. Det budget har jeg holdt, og det er jeg stolt og tilfreds med. Projektselskabet havde deres eget budget, som skulle dække de opgaver, de skulle løse, og det har de ikke kunnet holde, siger Pernille Gaardbo til eb.dk
Kun WoCos ansvar
Men muligvis havde DR på fornemmelsen, at budgettet kunne skride. I hvert fald har mediemastodontens jurister i kontrakten sikret sig mod grimme økonomiske overraskelser.
'Eventuel overskridelse af Værtsbys egne budgetter er DR uvedkommende og afholdes således alene af Værtsby', står der i papirerne ifølge Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.