
En socialrådgiver er blevet frifundet for uden saglig grund at have søgt på oplysninger om næsten 2.000 personer. Nordsjællands Politi havde tiltalt manden for at have overtrådt blandt andet straffelovens bestemmelse om misbrug af stilling.
De tre medlemmer af en domsmandsret i Retten i Lyngby har været uenige om, hvordan sagen skal bedømmes.
Frifindelsen er sket med dommerstemmerne 2-1, oplyser specialanklager Rikke Hald om dommen, der blev afsagt tirsdag. Flertallet mener, at manden ikke havde forsæt til at overtræde loven.
Tiltalen hviler på en påstand om, at opslagene ikke var begrundet i socialrådgiverens konkrete opgaver. Undervejs fik han adgang til oplysninger om i alt 16.690 personer.
Nu skal Statsadvokaten i København tage stilling til, om afgørelsen skal ankes til Østre Landsret.
- Dommen vil blive indstillet til anke, siger specialanklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.
I byretten bad hun om en straf på fængsel i 60 dage, som eventuelt kunne gøres betinget, og om en tillægsbøde på 50.000 kroner.
Sidste år blev en læge og en sygeplejerske af Retten i Glostrup fundet skyldige i at have snaget i følsomme oplysninger om et stort antal borgere.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.