Der er registreret 1.743 nye coronatilfælde det seneste døgn. Det er sket på baggrund af 94.967 prøver, oplyser Statens Serum Institut lørdag. Det giver en positivprocent på 1,84, hvilket er en anelse højere end fredag, hvor andelen af smittede var 1,71.
Antallet af indlæggelser falder, det seneste døgn med 31 til 833 i alt. Der er 25 nye dødsfald, og i alt er der registreret 1.542 coronarelaterede dødsfald, siden epidemien ramte Danmark i februar.
Samtidig er der registreret 247 coronatilfælde blandt 18.377 lyntest ved de private udbydere, hvilket giver en lavere positivprocent på 1,34. Imens er 134 personer registreret smittet med smitsom britisk virusvariant. Men tallet ventes otte gange højere, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar.
Antallet af smittede med den britiske variant er fundet ved en sekventering af positive danske prøver i perioden fra 14. november til 2. januar. I den periode blev 14.753 prøver sekventeret, og i dem blev B117 fundet i 0,9 pct., oplyser SSI.
SSI vil i den kommende tid skærpe overvågningen af den nye virusvariant ved at tjekke endnu flere coronatest for mutationen. En ny pcr-test skal være med til at screene alle positive prøver for den nye mutation fra den kommende uge, oplyser SSI.
Ritzau / eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.