dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kristoffer Hjort Storm, Facebook

Dobbeltmandat risikerer mødeoverlap mellem regionsråd og byråd

Kristoffer Hjort Storm (DF) vil have justeret foreslået mødeplan for at kunne passe begge sine mandater.
8. JAN 2022 9.45

NORDJYLLAND / AALBORG: Når det nyvalgte Regionsråd Nordjyllands forretningsudvalg mødes for første gang mandag, bliver det uden deltagelse af Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Kristoffer Hjort Storm, skriver TV2 Nord. Han deltager i stedet i sin egenskab af senior- og omsorgsrådmand i det nyvalgte Aalborg Byråds første økonomudvalgsmøde.

Netop sammenfaldet af mødetidspunkter bliver et af de emner, som regionsrådets forretningsudvalg skal tage stilling til - og altså uden hovedpersonens medvirken. Det tidligere regionsråd holdt sine møder på tirsdage, men de foreslås nu i en ny mødeplan flyttet til mandage, som også er mødedag både for Aalborgs økonomiudvalg og for Aalborg Byråd.

Kristoffer Hjort Storms dobbeltmandat betyder, at 14 af 22 forretningsudvalgsmøder i regionsrådet holdes samtidig med møder i Aalborgs økonomiudvalg, og at fem af 15 regionsrådsmøder kolliderer med byrådsmøder. Især de mange sammenfald mellem møder i regionsrådets forretningsudvalg og byrådets økonomiudvalg er "ikke holdbare", siger Kristoffer Hjort Storm til TV2 Nord.

Han har derfor foreslået at de så i det mindste ikke begge holdes om formiddagen, men i regionsrådets forretningsudvalg først om eftermiddagen. Men altså stadig på mandage, hvilket tilgodeser to andre dobbeltmandater, Per Larsen (K) og Anne Honoré Østergaard (V), der foruden regionsrådet også er valgt til Folketinget, hvor mandag er mødefri.

Foruden Kristoffer Hjort Storm er seks andre regionsrådsmedlemmer også byrådsmedlemmer - endnu et i Aalborg, to i Hjørring og et i hver af kommunerne Morsø, Vesthimmerland og Mariagerfjord. Kristoffer Hjort Storm er eneste repræsentant for sit parti både regionsrådet og byrådet, men er alligevel begge steder lykkedes med at få plads i de vigtigste organer. Han har efter eget udsagn "en ret klar forventning" om, at hans ønsker til den regionale mødeplan vil blive fulgt.

mk

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/dobbeltmandat-risikerer-moedeoverlap-mellem-regionsraad-og-byraad

GDPR