Direktører udpeget til Odenses to nye forvaltninger

Sundhed og Klima: Den ene kommer fra Ikast-Brande. Den anden er i forvejen konstitueret i stillingen.
23. JUN 2022 10.29

ODENSE: Den 1. januar 2022 blev der etableret to nye forvaltninger i Odense Kommune: Sundhedsforvaltningen og Klima- og Miljøforvaltningen. Siden etableringen har henholdsvis Charlotte Scheppan og Michael Wognsen Frederiksen været konstituerede direktører. Nu har byrådet ansat Karen Heebøll som ny direktør i Sundhedsforvaltningen, og Michael Wognsen Frederiksen fortsætter som fastansat direktør i Klima- og miljøforvaltningen.

Karen Heebøll tiltræder 1. august. Hun  er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og kommer fra en stilling som På Tværs-direktør i Ikast-Brande Kommune, hvor hun har været ansvarlig for områderne sundhed, ældre, psykiatri, handicap, arbejdsmarked og borgerservice. Derudover har hun siden 2020 været bestyrelsesformand for Den Sociale Udviklingsfond og siden 2008 direktør i forskellige virksomheder og organisationer. 

Klima- og Miljøforvaltningen er etableret pr. 1. januar 2022 og vil have ca. 90 medarbejdere.

Michael Wognsen Frederiksen har en baggrund som cand.scient.pol. og har haft en lang karriere indenfor både NGO'er og Odense Kommune, hvor han både har arbejdet i Børn- og Ungeforvaltningen og i Borgmesterforvaltningen. Senest har Michael Wognsen Frederiksen været stabschef for Transformation & Organisation på rådhuset, og han begynder i sit nye job 1. august.

ka