Der er store forskelle mellem regionerne, når det gælder tildelingen af AID-pumper, der automatisk doserer livsvigtig insulin på baggrund af målinger af blodsukkeret fra en sensor. Det viser en aktindsigt, som Diabetesforeningen har fået.
I Region Nordjylland har kun 11 pct. af voksne med type 1-diabetes fået udleveret en AID-pumpe, mens det i Region Syddanmark er 25 pct.
Den forskel kritiserer Diabetesforeningen administrerende direktør Claus Richter.
- Det er helt uholdbart. Mennesker med type 1-diabetes er jo ikke mere alvorligt syge i Region Syddanmark end i Region Nordjylland. Der skal selvfølgelig være lige adgang til den nødvendige diabetesteknologi for alle, og vi skal have gjort op med postnummerlotteriet, så din bopæl ikke afgør, om du kan få adgang til den bedste behandling.
Studier viser, at en AID-pumpe kan forbedre behandlingen betydeligt for både børn og voksne, og reducere en række alvorlige følgesygdomme. Claus Richter kalder det derfor urimeligt, at der er så stor forskel på, hvem der kan få adgang til denne intelligente pumpe.
Aktindsigten viser nemlig, at der er forskellige kriterier for tildelingen af AID-pumper i hver af de fem regioner.
Der er desuden forskel på, hvordan regionerne finansierer insulinpumper. Kun Region Syddanmark har en central pulje, mens det i de andre fire regioner er det enkelte sygehus eller afdeling, der skal betale.
Det betyder bl.a., at nogle patienter bruger frit sygehusvalg-ordningen til at flytte behandlingssted til et sygehus, hvor der er råd til at bevilge pumper.
- Det er uacceptabelt, at adgangen til bedre behandling for kronisk syge afhænger af geografi – det forstærker de allerede eksisterende sundhedsuligheder. Diabetesforeningen opfordrer regeringen og Danske Regioner til at sikre lige og bedre adgang til AID-pumper via en national retningslinje for tildeling, så den bliver ens og gennemskuelig på tværs af regionerne, samt målrette ekstra investeringer i AID-pumper, siger Claus Richter.
Over 35.000 danskere lever med type 1-diabetes. Lige nu har en ud af fem voksne med type 1-diabetes en AID-pumpe.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.