
AARHUS: En kritiseret mailkorrespondance mellem rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus, Jette Skive (DF), og hendes direktør, Hosea Dutschke, er nu ved at blive undersøgt. Undersøgelsen blev vedtaget på et lukket møde i Magistraten 15. april efter indstilling fra Borgmesterens Afdeling. Det viser en aktindsigt i sagen.
Undersøgelsen af rådmanden og direktøren i Sundhed og Omsorg kommer efter, at Lokalavisen Aarhus 30. marts kunne afsløre, at rådmanden i en mail ville have direktøren til at "TÆNK DF DET NÆSTE ÅR og blæs på ØK (red. økonomien) så vidt muligt. Nu kræver jeg kvalitet og service, og det koster. Om du laver underskud, eller hvordan du gør det, det er helt op til dig".
Mailen fra Jette Skive blev sendt i maj 2020, mens hun var under kritik i sagen om dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden". Kort tid efter mailen var sendt, kom der et svar retur fra direktøren, hvor der stod: "Yes. Er med på dine anbefalinger. Det gør vi".
"Grundlag for eventuelle konsekvenser"
De to mails mellem Jette Skive og Hosea Dutschke har mødt skarp kritik, da en direktør ikke må være partipolitisk, og at der ikke må ses bort fra de økonomiske rammer. Det fik Socialdemokratiet og SF til at kræve en undersøgelse, hvilken nu er sat i gang.
Undersøgelsen lyder på at "afdække de nærmere omstændigheder omkring rådmandens og direktørens mailkorrespondance og det efterfølgende forløb. Undersøgelsen skal desuden danne grundlag for en vurdering af, om der er grundlag for eventuelle konsekvenser for de implicerede". Sådan står der i referatet fra det lukkede punkt om undersøgelsen.
Det er afdelingen for Jura i Borgmesterens Afdeling, der står for undersøgelsen. Oplysningerne i sagen er allerede blevet indhentet, hvilket har ført til foreløbige konklusioner, der nu er i høring ved rådmanden og direktøren. I uge 20 skal de endelige konklusion være færdigudarbejdet og vil blive fremlagt for Magistraten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.