dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
35-årige Peter Kofod er blandt andet kommunal- og sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

DF-profil stiller op til regionsråd ved kommunalvalget

Dansk Folkepartis Peter Kofod stiller op til RV25 i Region Syddanmark.
14. APR 2025 8.53

Peter Kofod, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, stiller op til regionsrådet i Region Syddanmark ved kommunal- og regionsrådsvalget til november. Det skriver politikeren på det sociale medie X.

Den nye sundhedsreform, som DF ikke er med i, "må ikke blive endnu en centraliseringsfest for bureaukraterne".

- Vi er bekymrede over den nye sundhedsreform. Og det at stille op er en måde at gøre noget ved det på, siger Peter Kofod.

Han ser "frem til en god valgkamp og et vildt efterår".

Peter Kofod er tidligere regions- og byrådsmedlem, og han savner "det lokale element i politik".

- Det giver en fantastisk god nærhed, og det har jeg savnet.

Bliver han valgt ind i regionsrådet, vil det dog ikke betyde et farvel til folketinget.

- Jeg regner stærkt med at fortsætte på Christiansborg uanset hvad, siger han.

Mens der i Region Syddanmark aktuelt er 41 medlemmer af regionsrådet, skal det tal reduceres med ti efter det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

- Det bliver et svært valg, fordi rådet reduceres i antal. Det bliver ikke en walkover, siger han.

Ti år i Folketinget 

Ved seneste regionsrådsvalg i 2021 fik Dansk Folkeparti 4,3 pct. af stemmerne i Region Syddanmark. Det var en tilbagegang på 6,6 pct. fra valget i 2017.

35-årige Peter Kofod er blandt andet kommunal- og sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Fra 2014 og et år frem var han byråds- og regionsrådsmedlem i henholdsvis Haderslev og Region Syddanmark. Han blev første gang valgt ind i folketinget i 2015 i Sydjyllands Storkreds.

Fra 2019 og tre år frem var han medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

Ved folketingsvalget i 2022 vendte han dog tilbage til dansk politik, da han igen blev valgt ind for partiet.

På et opstillingsmøde valgte Dansk Folkeparti i alt 15 kandidater i Syddanmark. Foruden spidskandidat Peter Kofod stiller tidligere folketingsmedlem Susanne Eilersen blandt andre op for partiet i regionen.

 


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/df-profil-stiller-op-til-regionsraad-ved-kommunalvalget

GDPR