
Af næstformand Grete Fält-Hansen
Netop nu diskuteres fosterdiagnostik livligt i vore nabolande, Sverige og Norge. Modstanderne taler om 'Danske tilstande', og kalder Danmark et 'sorteringssamfund' med henvisning til det rekordlave antal børn født med Downs syndrom.
I Danmark fik vi aldrig rigtig en debat om fosterdiagnostik I stedet blev debatten tidligt indskrænket til en debat om 'det frie valg', og især til en debat om Downs syndrom. Det 'frie valg' blev i praksis til 'det frie fravalg', og at fosterdiagnostik handler om langt mere end Downs syndrom, fortabte sig i statistikker om førstegangsfødendes stigende alder mv.
Pludselig handlede hele debatten om 'retten til at vælge et barn med Downs syndrom fra' - og ikke fx om de spændende muligheder for at sætte ind med behandling af syge børn allerede i mors liv.
De sidste par år har debatten ligget stille, men 'arkitekterne' bag retningslinjerne for fosterdiagnostikken har utrætteligt bedyret, at de sandelig ikke kun går efter børn med Downs syndrom. Desværre antyder praksis og retorikken noget andet.
Tiltagende barsk retorik omkring Downs syndrom
I de første år efter de nye retningslinjer, var flere overlæger og professorer ude med jubelråb, når årets Downs-tal blev offentliggjorte. Kommentarer som 'Det er en succes-historie' og 'Downs syndrom er stadig ikke udryddet i Danmark' (bemærk det lille ord 'stadig'), kunne man læse i de danske medier.
Uanset om man officielt vil være ved det, eller ej, afspejler motiver og holdninger sig i de talemåder, man anvender. Argumentation og ordvalg i den daglige tale, bærer præg af, at retningslinjerne for fosterdiagnostik i Danmark, tager sit udgangspunkt i tanken om at forhindre børn med Downs syndrom i at blive født. Altså en krænkelse og grov diskrimination af mennesker med Downs syndrom - hverken mere eller mindre.
Hvor er politikerne henne?
Hvordan kan det være, at ingen politikere tør gå i rette med den udvikling? Passer det i virkeligheden rent økonomisk samfundet meget godt, at en række kvinder hvert år gennemlever en sen-abort - alene begrundet i antallet af det ellers ønskede barns kromosomer? Er ingen bekymrede for, om disse kvinder inderst inde ønskede at beholde barnet, men følte sig pressede af 'samfunds-indstillingen?
I Landsforeningen Downs Syndrom er vi ikke abortmodstandere. Men vi er modstandere af et sorteringssamfund, hvor der ikke er plads til alle. Vi er heller ikke modstandere af informerede valg. Men vi ønsker os, at informationen om de forskellige handicaps også tager udgangspunkt i de mange kvaliteter og muligheder der er, når man bliver forældre til et barn med eksempelvis Downs syndrom - i overensstemmelse med, hvad et enigt Folketing har besluttet.
Næstformand i Landsforeningen Downs Syndrom, Grete Fält-Hansen
Foto: http://www.flickr.com/photos/supercozi/with/5306095317/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.