AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Derfor blev Eurovision så dyrt

Eurovision blev væsentligt dyrere end forventet. Her kan du læse hvorfor
3. DEC 2014 6.13

HOVEDSTADEN / KØBENHAVN: Det skandaleramte melodi grand prix Eurovision 2014 kan ende med retssager mod nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer i Wonderful Copenhagen.

I hvert fald anbefaler Erhvervsstyrelsen, som er fondsmyndighed for fonden Wonderful Copenhagen, at der bliver iværksat en ekstern undersøgelse af sagen, der endte med at koste langt flere mio. kr. end beregnet.

* I et notat fra Folketingets statsrevisorer fremgår det, at udgifterne til forårets Eurovision løb op i 334 mio. kr. brutto. Det er før, at eksempelvis indtægterne fra showet på Refshaleøen i maj er blevet modregnet.

* DR har haft udgifter for 197 mio. kr. for arrangementet, mens Wonderful Copenhagens projektselskab har haft udgifter for 137 mio. kr. mod et oprindeligt budget på 34,6 mio. kr..

* Eurovision blev holdt i de gamle B&W-haller på Refshaleøen i København. Inden showet skulle hallerne bygges om. Det var dette byggeri, der fik budgettet til at skride.

* 18 mio. kr. havde man regnet med, at ombygningen ville koste. Det endte med at koste omkring 90 mio. kr. for projektselskabet.

* Det skyldes blandt andet, at tre bærende søjler i hallerne skulle rives ned, for at DR kunne lave panoramaoptagelser ud over publikum. Efter showet skulle søjlerne bygges op igen. Og det blev langt dyrere, end man havde forventet.

* For at få plads til DR's scenedesign måtte der bygges et teltområde uden for hallerne. De ændrede planer resulterede i et byggesagsgebyr, og teltområdet kom til at koste ekstra i varme og rengøring. Ovenikøbet blev teltene raseret af stormen Carl.

* Desuden modsatte fagforeningerne sig, at projektselskabet, som man havde regnet med, kunne benytte frivillig arbejdskraft til byggeriet. Derfor kom der uforudsete udgifter til løn.

Mens DR havde ansvaret for selve showet, stod Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Reda og Wonderful Copenhagen bag projektselskabet.

* For at begrænse de økonomiske skader donerede Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen hver ekstra 4,3 mio. kr., allerede inden showet skulle afholdes. Københavns Kommune har givet ekstra 8,7 mio. kr.. Dertil kommer indtægterne fra showet.

* Region Hovedstaden har også bevilget et ekstraordinært driftstilskud på 46 mio. kr. til Wonderful Copenhagen, der skal dække en del af underskuddet.

* Wonderful Copenhagen skal efter planen betale de 46 mio. kr. tilbage via reduktion i regionens grundtilskud til turismeorganisationen over de kommende syv år.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/derfor-blev-eurovision-saa-dyrt

GDPR