AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Komponent:
Den gode introduktion til livet i byrådet kan ikke overvurderes

En god onboarding er vigtig for både de nye byrådsmedlemmer og for det gode samarbejde med administrationen og internt i byrådet, mener chefkonsulent. 
14. JAN 2026 6.58

Mere end 1.000 lokalpolitikere møder i denne tid for første gang ind som byrådspolitiker, efter de er blevet valgt ind ved KV25.

Derfor er kommuner landet over i gang med at klæde de nye kommunalpolitikere på til deres kommende opgaver, og ifølge Louise Angelo, chefkonsulent i Komponent, der arrangerer de traditionelle Kattegatkurser for både nyvalgte og genvalgte byrødder, er onboardingen helt central. 

- Den gode start er simpelthen guld værd, og man kan ikke undervurdere vigtigheden af den introduktion, kommunerne er ved at give de mange nyvalgte, siger hun til DK Nyt. 

Det første møde kommer aldrig igen, tilføjer hun, og selvom en god start ikke løser alt, så er det med til at give et godt udgangspunkt for byrådets arbejde fremadrettet. 

- Man kan ikke forhindre, at der opstår konflikter undervejs i de fire år, men allerede fra starten af kan man med en god introduktion og samtale skabe et fælles fodslag for, hvordan man vil samarbejde og på den måde forebygge og håndtere konflikterne, når de skulle opstå, fortæller Louise Angelo. 

Hun fremhæver eksempelvis relationen til forvaltningen, hvor det er vigtigt, at man får opbygget tillid. 

- Lokalpolitik er enormt komplekst, og når man er nyvalgt, kan man stå med mange spørgsmål. Der er det vigtigt, at man får skabt et godt samarbejde mellem politikerne og administration og ikke ser administrationen som en barriere, men som en samarbejdspartner man kan gå til, hvis man har spørgsmål.  

Flere udfordringer venter

Rollen som kommunalpolitiker er hverken blevet lettere eller mere simpel med årene. Flere opgaver er endt på kommunernes bord, opgavernes kompleksitet er steget, og kommunikation med borgerne foregår på flere kanaler end tidligere, samtidig med at flere reformer transformerer kommunernes indsatser og arbejde på en lang række punkter. 

Derfor er kommunerne meget opmærksomme på at få klædt de nyvalgte godt på i forhold til de kommunale rammer, jura og vilkår i lokalpolitik. 

På Kattegatkurserne ønsker Komponent derudover at få de nyvalgte til at reflektere og tale med hinanden om deres tilgang til politik, og hvordan de ser deres rolle som folkevalgte.

- Kommunalpolitikere kommer med meget forskellige baggrunde. Der er nogle, der har stor erfaring fra det politiske system, mens der er andre, der kommer med meget lidt erfaring. Nogle er blevet valgt ind, fordi de har en meget klar mærkesag, mens andre har en mere ideologisk tilgang til arbejdet. Der prøver vi at få dem alle til at reflektere over deres tilgang og også give dem et indblik i det større billede, som kommunerne er en del af, fortæller Louise Angelo. 

Det giver dem både inspiration til den politiske ledelsesopgave, men også en forståelse for hvordan andre ser deres rolle som politiker, fortæller hun.  

Derudover giver kurset de nyvalgte indblik i kommunaløkonomi ig jura samt muligheden for at få prøve kræfter med en simuleret budgetproces. 

At være den

En gennemgang, DK Nyt har foretaget, viser, at der er stor forskelle i, hvor meget erfaring de enkelte byråd har, og hvor mange nyvalgte der skal finde sig til rette i det nye arbejde. 

Louise Angelo påpeger dog, at der altid vil være tale om "et nyt byråd", uanset hvor mange gengangere der er valgt ind. 

- Der vil altid være nyvalgte, nye konstellationer i udvalgene og nye dynamikker, men man vil også altid stå på det fundament, de tidligere byråd har skabt. Det vil derfor altid være, uanset om der er få eller mange nyvalgte, en balancegang mellem kontinuitet og fornyelse. 

Derfor vil starten på en ny periode altid være en god mulighed for, at politikerne bliver enige om, hvordan man som byråd vil gå til opgaven: 

- Man kommer fra en valgkamp, hvor alle forskellene mellem politikerne bliver talt op, men nu handler det om at finde fælles fodslag om opgaven, siger Louise Angelo og fortsætter: 

- Mange bliver tidligt i perioden ramt af, at nu er det dem, "der er den" og står med ansvaret. Der er det rigtigt godt at kunne stå sammen og lede i fællesskab. Samtidig er der et tog, der allerede kører, som man som nyvalgtkommunalbestyrelse må hoppe på. Man kan ikke fra dag et ændre kursen, men man kan fra starten blive enige om, hvor man som byråd gerne vil hen.  

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/den-gode-introduktion-til-livet-i-byraadet-kan-ikke-overvurderes

GDPR