
Når danskerne den 18. november går til stemmeurnerne til KV25, fylder bekymringer om valgsvindel ikke. Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for KL's Momentum.
Det er nemlig kun syv pct. af danskerne, der er bekymrede eller meget bekymrede for decideret valgsvindel. Ifølge Carsten Schürmann, professor ved IT-Universitetet i København og forsker i valgsikkerhed, er der heller ingen grund til bekymring:
- Jeg er helt enig i, at der ikke er nogen grund til at være bekymret for valgsvindel. De danske valg er meget sikre, så det er meget svært at påvirke valgprocesserne. Det skyldes især, at det meste af valget foregår på papir, og at der er så mange foranstaltninger, der sikrer valgets integritet.
Heller ikke hacking bør være en bekymring for de danske vælgere:
- Det er den risiko ved it-systemer, at de kan blive hacket, men valgstederne har også valglisterne på papir. Så hvis en vælger ikke findes på den digitale valgliste, kan vælgerens navn i stedet findes på papirlisten. Så det er ikke muligt at udelukke nogen fra at stemme på den måde. Og sådan er det med alle de digitale løsninger til valget – der er papirbackup til dem alle, siger Carsten Schürmann.
Misinformation kan komme fra egne rækker
Udover at være meget lidt bekymrede for valgsvindel og hacking, er de danske vælgere heller ikke udpræget bange for, at der bliver spredt misinformation om kommunalvalget. Her er blot 16 procent bekymrede eller meget bekymrede.
Samme tendens viser sig i spørgsmålet om, hvorvidt de er bange for, at der bliver spredt misinformation om kommunalvalgskandidaterne. Tallet lyder her også på 16 pct.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan forekomme misinformation i forbindelse med kommunalvalget til november, forklarer Michael Bang Petersen, der er professor ved Aarhus Universitet og forsker i danskernes tillid til det politiske system. Bekymringen skal dog rettes mod valgets egne hovedpersoner.
- Det, man måske i virkeligheden bør være bekymret for, er ikke så meget udenlandsk påvirkning, men mere at kandidater til kommunalvalget selv spreder misinformation. Det kan være i form af f.eks. forkerte påstande, som kan påvirke debatten, eller at de vinkler deres budskaber på sociale medier så hårdt, at det nærmer sig misinformation, siger Michael Bang Petersen.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.