
Danske skoleelevers faglige niveau i matematik er faldet markant i løbet af de seneste fire år. Sådan lyder konklusionen i den såkaldte Timss-undersøgelse, der tester niveauet i matematik og naturfag blandt 4.-klasseelever i hele verden.
Christian Christrup Kjeldsen er leder af Nationalt Center for Skoleforskning og en af bagmændene bag rapporten. Han mener, at konklusionerne bør give dybe panderynker.
- Det er en meget markant og meget bekymrende tilbagegang i matematikfaget, siger han.
Faldet kommer efter en snart 20-årig periode med generel fremgang i faget.
Udviklingen betyder, at Danmark i dag er gledet ned på en 24. plads i matematik sammenlignet med en 15. plads i 2016. I alt 58 lande deltager i undersøgelsen, der gennemføres hvert fjerde år.
Danmark er samtidig et af blot ni lande, der har oplevet et fald i matematik-niveauet de seneste fire år. Udviklingen betyder, at det danske resultat er tilbage på det samme niveau, som det var i 2007.
Færre på højt niveau
Ud over et generelt fald i det faglige niveau er også andelen af elever, der når et højt avanceret niveau i matematik, faldet i løbet af de seneste fire år.
Ifølge Christian Christrup Kjeldsen er det især værd at bemærke, at udviklingen er sket under fire år med en reformeret folkeskole.
- Vi kommer ikke udenom, at da vi i 2015 lavede undersøgelsen, havde eleverne kun gået et halvt år i den reformerede skole, hvorimod de elever, vi testede i 2019, alene har gået i den reformerede skole, siger han.
- Så vi kan ikke sige noget om virkemidlerne, man har sat i gang, men ambitionerne om, at alle elever skulle være dygtige og gode til regning er ikke blevet indfriet.
Eksperter ind over
Christian Christrup Kjeldsen mener, at resultaterne kalder på en national indsats.
Ritzau ville gerne have spurgt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om, hvordan hun forholder sig til udviklingen under fire år med den nye skolereform.
Hun har tirsdag ikke mulighed for at stille op til interview, men skriver i en kommentar:
- Den udvikling, vi ser i matematik, er alvorlig. Derfor nedsætter jeg en ekspertgruppe i det nye år, som skal komme med anbefalinger til at styrke elevernes kompetencer i matematik.
- Det kommer oveni, at regeringen har skaffet skolerne flere midler og etableret et matematikcenter, der skal bidrage til at forbedre kvaliteten af undervisningen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.