Danmarks svageste fagforening
Fagforeningen hvis eksistensberettigelse er at sørge for ordnede forhold, vil i en rum tid ikke kunne bruge det udtryk uden at fremkalde fnis og hovedrysten.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Danmarks svageste fagforening

Man efterlades med det indtryk, at det virkelige problem i 3F’s øjne ikke er, hvad der skete, men at det slap ud.
27. JAN 2022 6.02

Man skal ikke træde på nogen der ligger ned, men man skal heller ikke lukke øjnene for det åbenlyse. Den nu på enhver måde forhenværende Per Christensen er i den grad nedlagt, men også den fagforening, han var formand for, er tvunget i knæ, og den bank, han var bestyrelsesformand for, er heller ikke sluppet uden skrammer.

3F bryster sig rutinemæssigt af at være “Danmarks Stærkeste fagforening”, delvist med henvisning til sit medlemstal, men også sin evne til at trumfe sin vilje igennem.

Det er en god tommelfingerregel, at en fagforening eller en tillidsmand har præcis den styrke, medlemmerne kan mobilisere. De fire dage, der gik fra B.T. afslørede den stærke fagforeningsformand som seriel bigamist, og til han indså sit fald fra tinderne, føjer endnu en huskeregel til: Styrken svinder hurtigt, hvis man ikke gør sig fortjent til den.

Det gælder ikke kun for den faldne formand. 3F som interesseorganisation står også overfor en omfattende genopbygning af sin indflydelse og moralske legitimitet. Fagforeningen, hvis eksistensberettigelse er at sørge for ordnede forhold, vil i en rum tid ikke kunne bruge det udtryk uden at fremkalde fnis og hovedrysten.

Det er ikke udelukkende formandens skyld. Fagforeningstoppen har længe kendt til Per Christensens skandaløse privatliv uden at røre en finger for at stoppe det, tværtimod har den faciliteret, at det kunne fortsætte. Næstformand Tina Christensen insisterede længe på, at hendes formands “forhold tilhører privatlivet”, og ikke bare det: “Jeg mener, at det her er dybt privat”, skrev hun.

Det var i lørdags. Tirsdag lød det derimod, at man ikke kan “skille privatliv og arbejdsliv (...) når det vedrører forhold af en karakter som i den aktuelle situation”. En erkendelse, alle andre end hovedaktørerne var nået til, allerede da de havde læst B.T.’s første artikel til ende.

Erkendelsen forekommer da heller ikke særlig dybfølt. Man efterlades med det indtryk, at det virkelige problem i 3F’s øjne ikke er, hvad der skete, men at det slap ud. Adskillige efterfølgende bemærkninger fra hovedbestyrelsesmedlemmer kører da også først og fremmest på ærgrelsen over at miste en god formand, mens hans afgang fremstilles som en udefra påført nødvendighed.

At samme formand har demonstreret sin evne til over lang tid at lyve overbevisende overfor folk, der stolede på ham, vækker tilsyneladende ingen eftertanke. Man kunne ellers godt nævne tidligere udsagn, hvor troværdigheden er afgørende for deres validitet, eksempelvis forsikringen for et par år siden om, at 3F som organisation var uskyldsren i de menige 3F’eres stormløb på fagforeningsfriheden i Københavns Lufthavn.

En forsikring, der kun er noget værd, hvis man tror på, at man ikke bliver bundet en løgn på ærmet. Det varer et stykke tid, før 3F kommer til at indtage den position.

Der udestår også lidt reparationsarbejde for Arbejdernes Landsbank, der mirakuløst havde en lejlighed ledig, lige præcis da dens bestyrelsesformand stod og havde brug for en. Helt efter reglerne, siger banken selv, men alligevel ikke uden et skær af klassisk pamperi.

Situationen er dog klart værst for 3F, der lige nu er nede at kysse gulvet. Fagforeningen skal nu nok komme til kræfter igen, alene fordi den er så stor, men det kommer ikke til at gå af sig selv, og det vil tage sin tid.

Hvor længe afhænger af, i hvor høj grad dens medlemmer længere nede i graderne får ryddet op i den hovedbestyrelse og den øvrige ledelse, der for længe lod deres formand fortsætte sine udskejelser. Jo flere genvalg, jo længere varer det.