dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Danmarks økonomi vokser lidt mere end ventet

Økonomisk Redegørelse: Vækst på 2,4 pct. af bruttonationalprodukt.
25. MAJ 2021 13.12

Det ser fortsat godt ud for Danmarks økonomi, i takt med at coronakrisen aftager, og dagligdagen er begyndt at vende tilbage. Sådan lyder meldingen i regeringens Økonomiske Redegørelse, som Finansministeriet tirsdag har offentliggjort.

Her fremgår det, at der ventes en vækst på 2,4 pct. i bruttonationalproduktet i år. Det er en opjustering i forhold til den forventede vækst på 2,1 pct., som Finansministeriet meldte ud i april i forbindelse med Danmarks Konvergensprogram 2021.

"Efter vinterens smittebølge og nedlukning i dele af økonomien er der nu igen stærk fremgang i dansk økonomi. Detailsalget er fx steget betragteligt, og ledigheden er faldet, så den nu ligger under efterårets niveau," hedder det i Økonomisk Redegørelse.

Underskud forventes

Næste år ventes væksten at blive på 3,6 pct. af bruttonationalproduktet, mens forventningen i april lå på 3,8 pct., så en del af væksten er således blevet fremrykket. I december sidste år, da Økonomisk Redegørelse senest blev offentliggjort, ventede man vækst på 2,8 pct. i år. Siden fulgte en omfattende nedlukning, som gjorde, at forventningerne blev nedjusteret, da konvergensprogrammet blev præsenteret i april.

Af Økonomisk Redegørelse fremgår det også, at regeringen i år forventer et underskud på de offentlige finanser på 74,1 mia. kr., hvilket svarer til 3,1 pct. af bruttonationalproduktet. Næste år forventes underskuddet at svinde ind til cirka 15,9 mia. kr. svarende til 0,6 pct. af bruttonationalproduktet.

Til næste år ventes den økonomiske aktivitet desuden at være højere end før coronakrisen, og der vil være flere beskæftigede.

Ritzau

Se Økonomisk Redegørelse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/danmarks-oekonomi-vokser-lidt-mere-end-ventet

GDPR