
Jægerspris Kraftvarme er netop i disse dage i færd med at tage sit 10.000 kvadratmeter store solvarmeanlæg i drift. Dermed runder fjernvarmen 100.000 kvadratmeter CO2-venlig solvarmeanlæg i Danmark.
- Solens stråler er rigtig god energi. Med fjernvarmen opnår man at kunne udnytte solenergien optimalt, når den er til rådighed i rigelige mængder, som lige nu, siger teknisk konsulent Mette Hansen fra Dansk Fjernvarme.
For blot en uges tid siden tog Ringkøbing Fjernvarmeværk sit 15.000 kvadratmeter store solvarmeanlæg i brug, og dermed er der nu 12 store solvarmeanlæg i Danmark med i alt 106.166 kvadratmeter solfangere.
Anlæggene er typisk dimensioneret til at kunne klare sommerbehovet hos det enkelte værk, hvilket vil sige 16-20 procent af helårsbehovet for varme og varmt vand. Ved at kombinere solvarme med anden opvarmningskilde opnår man den bedste udnyttelse af den vedvarende energi. Eksempelvis kan man slukke for naturgasfyrede motoranlæg i sommerperioden.
Danmark er klart førende indenfor store solvarmeanlæg, da der udover de danske anlæg kun er omkring 14.000 kvadratmeter storskala solvarmeanlæg i udlandet.
Udover de 12 fjernvarmeværker, der nu har solvarmeanlæg, så er yderligere en række værker på vej. Således arbejder Oksbøl Varmeværk netop nu på at installere et anlæg på 10.000 kvadratmeter, som ventes taget i brug til september, mens også Tistrup Varmeværk har et anlæg på 5400 kvadratmeter på vej.
Dertil kan lægges, at flere af de eksisterende anlæg forventes udbygget. Det gælder eksempelvis for Brædstrup Fjernvarme, som udbygger sit anlæg på 8012 kvadratmeter med yderligere 10.000 kvadratmeter.
Endelig arbejder verdens største solvarmeanlæg i Marstal på Ærø på at fordoble sit anlæg fra 18.300 kvadratmeter til 36.300 kvadratmeter. Også Marstals naboværk i Ærøskøbing vil udvide med 2200 kvadratmeter.
I Dronninglund arbejder man med planer for et anlæg med et areal på hele 35.000 kvadratmeter.
mou
Fakta:
De eksisterende anlæg i Danmark er:
Marstal (1996) 18.300 kvadratmeter
Broager (2009) 10.700 kvadratmeter
Gram (2009) 10.073 kvadratmeter
Brædstrup (2007) 8.012 kvadratmeter
Strandby (2008) 8.012 kvadratmeter
Tørring (2009) 7.284 kvadratmeter
Sønderborg (2008) 5.866 kvadratmeter
Ulsted (2006) 5000 kvadratmeter
Ærøskøbing (1998) 4.900 kvadratmeter
Hillerød (2008) 3.019 kvadratmeter
Ringkøbing (2010) 15.000 kvadratmeter
Jægerspris (2010) 10.000 kvadratmeter
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.