
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er torsdag for første gang indkaldt til at afgive forklaring i sagen om adskillelse af asylansøgere, hvor den ene er mindreårig.
Dan Jørgensen er indkaldt af forsvaret for Inger Støjberg, der sidder på anklagebænken, for at forsøge at give et indblik i det politiske klima i 2016.
Dengang var Dan Jørgensen udlændingeordfører for Socialdemokratiet, oppositionens største parti.
Og så var han den første, der kaldte Inger Støjberg (V), som var udlændinge- og integrationsminister, i samråd, da den første artikel om asylparrene kom frem 25. januar 2016.
- Det primære er selvfølgelig at udøve den politiske indflydelse, man kan. Når man sidder i oppositionen, har man mulighed for at lægge et pres på ministeren for at få hende til at gøre noget ved tingene, siger Dan Jørgensen i Rigsretten.
Det var ikke drillerier
Inger Støjbergs forsvarer Nicolai Mallet spørger, om man skal forstå det politiske billede på det tidspunkt på den måde, at det også var vigtigt for Dan Jørgensen at markere "klare holdninger på det her område".
Dan Jørgensen siger, at formålet for ham var at finde ud af, hvor stort et omfang der var tale om, når medier skrev, at mindreårige havde voksne ægtefæller. Så man kunne gøre noget ved det.
Han siger, at han selvfølgelig kunne have ladet være med at stille op til interview og anerkender, at man lagde et vist pres.
- Men det var jo ikke et pres, vi havde opfundet ud af det blå. Det var ikke drillerier. Det var, fordi der var et problem, der skulle gøres noget ved, siger han.
Formand greb ind
Spørgsmålet er, om forsvaret lykkes med det, man havde tænkt med torsdagens afhøring.
Undervejs griber Rigsrettens formand, højesteretspræsident Thomas Rørdam, ind:
- Hvor er betydningen for den sag, vi skal afgøre, i denne her afhøring?, vil han vide.
Nicolai Mallet svarer, at det handler om det "pres, der bliver sat på ministeren fra politisk hold".
- Måske det kan koncentreres, svarer Thomas Rørdam.
Anklager Anne Birgitte Gammeljord stiller afslutningsvis enkelte spørgsmål til klimaministeren.
Dan Jørgensen fortæller, at han klart forventede, at Inger Støjberg ville løse problemet. Men han havde ikke forestillet sig, at loven skulle brydes.
- Jeg havde det sådan, som jeg også har sagt senere i forløbet: Vi forventede, at hun gjorde noget ved det, men så sandelig inden for lovgivningen, siger Dan Jørgensen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.